BILEN DE KALDTE HEST

Det er størrelsen det kommer an på, og en Dacia Duster er uendelig meget større end alle andre biler til samme pris. Og gu’ er der noget rumænsk discount over den, men der er også en særlig charme

 

Man kan sige meget om Dacia Duster. For eksempel at instrumentbordet er skabt i plast, som selv kineserne ville have visse forbehold over at benytte til souvenirfremstilling. At ventilationsanlægget lyder som en pollenallergiker, der netop har plukket samtlige blade på et birketræ. At grafikken på instrumenterne sidst var cool dengang og Jens Lyn rullede over skærmen. At den er støjdæmpet på samme måde som en tuba. Og at undervognen fra tid til anden udviser selvkontrol som en mand, der er i gang med at urinere på et elektrisk hegn.

Det ville alt sammen være både fair og retfærdigt, men det ville også være et tydeligt tegn på, at du ikke havde forstået Dacia Duster. For hvis du lavede en varedeklaration på en Duster ville du opdage, at den indeholder nul gram bullshit. Den er hvad den er, og enten lever du med det, eller også bevæger du dig videre. Det du får hvis du bliver, er en offroad-crossover-sort-of-SUV der koster det samme som en Volkswagen Up med lidt ekstraudstyr, hvilket er det, der er hele pointen med Duster. Den er billig. Indstigningsmodellen er fuldstændig pillet for udstyr med stålfælge og et skrabet interiør. Men den er billig. Du kan faktisk komme ud og køre Duster for 140.000 kroner.

peugeot_508_2202styp_103

BILER Ny Peugeot 508

Så hvad får du egentlig for dine penge? Du får en stor bil, som aldrig prøver at være andet end den er. Discount? Ja, det kan du sådan set godt kalde den, men billig er godt. Billig virker, for nu at omskrive Michael Douglas berømte scene i Wall Street, for Dacia sælger mange Duster i Europa. Billig virker ikke kun fordi du ikke har 400.000 kroner parkeret i indkørslen som konstant bliver mindre værd. Billig virker fordi den rustikke opbygning får en særlig charme. Jo, du kan høre alt hvad motoren foretager sig, og sådan er det.

Prestige-versionen til 213.000 kroner kommer sådan set med alt hvad du skal bruge af udstyr, også selv om det meste af det har et par generationer på bagen. Der er dog også plads til overraskelser, som kameraet med fire indstillinger, som kan se hele vejen rundt om bilen, alufælgene som faktisk ser godt ud og de har også husket at tone de bagerste ruder. Elruderne virker, klimaanlægget virker, den låser op når du går hen til den og låser i når du forlader den, der er rigelig plads til fem personer og et gigantisk bagagerum, og du kan se overbærende på alle dem, der hver søndag pudser og polerer deres biler foran bilvasken. Du vasker en Duster når du ikke kan se ud af ruderne mere.

pana-006

BILER Slut med diesel i din Porsche

Lad være med at tro, at det er nemt at fremstille en billig bil. Volkswagen har forsøgt flere gange, senest med Up, der skulle være spydspidsen for en model til markeder som Indien, Kina og Brasilien, men endte med at bliver stort set lige så dyr at producere som VW Polo, fordi der gik tysk über-engineering i den. Det er en form for sort magi at bygge billige biler og tjene på dem, og det er en magi Dacia mestrer som en voodoo-præst på Haiti, og intet sted er resultatet så udtalt som med Duster.

I modsætning til resten af Dacia-programmet, er det tydeligt at den er designet — som baglygterne, der minder om Jeep, elle kørelyset i LED — i skærende kontrast til resten af Dacias program, som egner sig fabelagtigt til at røve en bank i, da ingen ville være i stand til at beskrive flugtbilen.

0-100 km/t? Tophastighed? Er det ikke lige meget? Den får dig derhen hvor du skal, med den samme rustikke charme som en Land Rover Defender. Der er forhjuls- eller firehjulstræk, hvis det endelig skal være (hvornår havde du egentlig sidst brug for firehjulstræk?). Der er en 125-hestes benzinmotor og en diesel med 90 eller 110 hk, og manuelt eller automatgear. Hvis du sammenligner den med en BMW X3 så siger det sig selv, at den vil falde igennem — indtil du indser, at en Dacia Duster koster det samme som læderindtræk og panoramatag til en X3. I stedet skal du sammenligne den med en hest. Og en Dacia Duster er uendelig meget bedre end en hest. Den er også uendelig meget større og en hel del højere end alle andre biler til den pris …

 

DACIA DUSTER 1,5 DCi PRESTIGE

 

Motor Turbo d. R4, 16V

Ydelse 110 hk @ 5.500 o/min, 260 Nm @ 1.750 o/min

Præstationer 0-100 km/t 11,8 sek., topfart 171 km/t

Forbrug 22,7 km/l

Pris 213.490 kr.