DA VOLVO BLEV COOL

Kan man være cool i en Volvo? Den nye XC90 gør i hvert fald et hæderligt forsøg med kombinationen af benzin- og elmotor, elektronisk firehjustræk og et interiør, der mest af alt minder om Illums Bolighus

 

Vi bliver nødt til at starte med Range Rover, der er så stærkt et brand at ikke engang Ford kunne spolere det. Ikke så snart var Range Rover solgt til Tata i Indien, før folk begyndte at købe Ranger Rovers igen, for de tyske SUV’ere er imponerende, men de er ikke cool. En Audi Q7 er en Audi som Audi glemte at designe, fordi de var for optagede af at give den laserlys, eller fordi de havde fundet en måde at gøre kølergrillen større. Mercedes M-klasse bliver ved med at skifte navn (nu hedder den GLC eller GLE, hvem ved?) og den nye BMW X5 ser ud som om den er identisk med den gamle BMW X5.

Derudover er de meget tyske. Der er en grund til at James Bond ikke er tysker, og det er fordi det aldrig bliver cool at være tysk og derfor er det bare mere cool at ankomme til et selskab i en Range Rover. Meget mere cool end det er at køre Volvo, for Volvo er svensk, og at være svensk er muligvis endnu mindre cool end at være tysk. Og ingen teenagedrenge ved deres sansers fulde fem lå nogensinde i deres seng om natten og drømte om at købe en Volvo.

170576-ferrari-portofino-1-1

BILER Ferrari California bliver til Portofino

Når du købte en Volvo var det altid med en smule modvilje, fordi det var noget du gjorde af praktiske årsager — fordi du skulle bruge syv sæder, som i den gamle XC90, fordi det var sikkert eller fordi din kone sagde du skulle — mens du i virkeligheden drømte om at købe en BMW M3 og fortælle ungerne at de selv måtte finde ud af at komme i skole.

Volvo var praktisk og svensk og snusfornuftigt og sikkert. Den nye XC90 er anderledes. Den er stadig praktisk og svensk og snusfornuftig og sikker, men den er også premium i ordets bedste forstand. Indvendigt er det som at sidde i noget, der er indrettet af dem, der leverer møbler til Illums Bolighus, og uden at begynde at grine hysterisk er i stand til at fortælle dig, at en spisebordsstol koster 45.000 kroner.

Den er også gigantisk. Selv en BMW X5 ser lidt klejn ud ved siden af en XC90, som næsten er fem meter lang og vejer 2,3 ton inden nogen har sat sig ind — men fordi det er en plug-in hybrid er der alligevel ingen af de autonome som med god samvittighed kan skære dine dæk op (specielt ikke hvis der er en Audi eller en Mercedes eller en BMW i nærheden).

IMG_6045

BILER Beverly Hills Car Club

Volvo bruger selv betegnelsen “Twin Engine”, fordi den har to motorer. En elmotor på 87 hk samt en benzinmotor — ja, benzin, ikke diesel — med turbo og 320 hk. Alt i alt giver det over 400 hk og 640 Nm (400 Nm fra benzinmotoren og 240 Nm fra elmotoren og sender dig fra 0-100 km/t på 5,6 sekunder.

Det virkelig interessante ved Twin Engine-konstruktionen er dog, at benzinmotoren trækker på forhjulene og elmotoren trækker på baghjulene. Der, hvor du normalt ville have en kardanaksel og et differentiale har Volvo placeret batterierne, som giver dig en rækkevidde på omkring 50 kilometer på strøm alene. Rent praktisk vil du nok køre knap så langt på el, men det betyder at morgenturen til og fra skolen eller børnehaven kan klares uden at benzinmotoren startes. Den er også sat til at køre 47,6 km/l, hvad du nok ikke gør, specielt ikke hvis du bruger samtlige 400 hk.

Og på minus siden? Motoren er ikke det sidste ord i gangkultur, og det er lidt et problem, for Volvo har kun den — der kommer ingen V6 eller V8. Og så er der størrelsen, som ikke er problem i Los Angeles eller Houston, men København bliver hurtigt en anelse lille. Men det problem har Volvo heldigvis løst med den nye XC60, der er som en XC90 der er sat tre numre ned.

En Volvo kommer naturligvis aldrig til at besidde den coolness som du finder i en Range Rover, men for mange vil den være et oplagt alternativ som den politisk korrekte SUV i forhold til BMW X5, Audi Q7 og hvad Mercedes nu har besluttet sig for at kalde M-klassen i den uge …

 

Volvo XC90 Twin Engine Aut. Inscription

 

Motor 2,0 turbo R4 + elmotor

Præstationer 0-100 km/t 5,6 sek., topfart 230 km/t

Ydelse 320 hk / 400 Nm (benzinmotor) 87 hk / 240 Nm (elmotor),

Forbrug 47,6 km/l

Pris 1.434.845 kr.