EFTERFØLGEREN TIL MCLAREN F1

Gordon Murray, konstruktøren bag den legendariske McLaren F1, har nu løftet sløret for efterfølgeren. Gordon Murray Automotive T.50 har en V12 med 650 hk, 6-trins manuel gearkasse, vejer 986 kg, er på størrelse med en Porsche Cayman – og jo, du sidder naturligvis i midten af bilen!

Ifølge Gordon Murray selv, så er der tre vigtige punkter i historien om den analoge superbil: Lamborghini Miura, McLaren F1 og GMA T.50. Lamborghini Miura var bilen som fødte begrebet ”superbil”, fordi motoren for første gang var placeret bag føreren – og vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle kalde den. McLaren F1 blev den sidste bil, du kunne køre til Le Mans, vinde den generelle sejr i løbet, og derefter køre hjem igen. Og nu er der så GMA T.50, den første superbil fra Gordon Murray Automotive, som måske bliver den sidste analoge superbil nogensinde.

Enhver anden som havde udnævnt to af sine egne konstruktioner til en top tre, ville muligvis fremstå som en anelse prætentiøs, men når det er Gordon Murray, synes påstanden både rationel og fornuftig. Desuden taler værdien på en McLaren F1 i dag sit eget tydelige sprog. Det er det tætteste du kommer Unobtanium på fire hjul. Gordon Murray måtte sælge sin personlige McLaren F1, kendt som XP3, fordi det var den tredje prototype, fordi forsikringen var blevet så høj, at han stort set ikke turde køre i den …

I modsætning til McLaren F1, der holdt titlen som verdens hurtigste serieproducerede bil i årtier, vil T.50 ikke til at slå den slags rekorder. Men hvis du kender blot lidt til Murray vil du vide, at han har en mission og en kompromisløs filosofi, som gennemsyrer hver eneste detalje i konstruktionen, og derfor er T.50 lige så meget defineret af hvad den har, som hvad den ikke har. Der er ingen turboladere, ingen dobbeltkoblingsgearkasse og ingen imponerende vinger. Til gengæld er hvert eneste overflødigt gram barberet af, og alting pakket så kompakt som overhovedet muligt. T.50 er på størrelse med en Porsche 781 Cayman og vægten er ubegribelige 986 kg.

Gordon Murray skabte McLaren F1, og nu sit eget bilmærke og superbil

Ved første blik synes inspirationen fra McLaren F1 tydelig, men i virkeligheden var det Murrays filosofi om en superbil med sædet i midten, og de to passagerer placeret forskudt bagud på hver side, der var tydelig i McLaren F1.  

T.50 er dog mere og andet end en moderne McLaren F1, hvilet bliver tydeligt når du når til den imponerende blæser som dominerer bagenden. Den er 400 millimeter i diameter og kræver 8,5 kW når den rammer det maksimale omdrejningstal, og det er den som styrer bilens aerodynamik.

Dem som kan deres F1-historie vil huske Brabhams såkaldte ”fan car”, der var konstrueret af Murray og kørte et enkelt løb på Anderstorp Raceway i Sverige, inden den blev bandlyst. Ved at installere en enorm blæser på bagenden blev det muligt at skabe en imponerende ground effect, mens konkurrenterne som fulgte bagefter blev pebret med hver eneste småsten på banen! På T.50 driver blæseren den aktive aerodynamik som gør det muligt at benytte en langt mere aggressiv diffuser, mens blæseren suger den overskydende luft væk, og på den måde kan øge eller reducere mængden af downforce, uden samtidig at øge vindmodstanden.

Bemærk blæseren bag. Den styrer bilens aerodynamik og mængden af downforce

Ifølge Gordon Murray er problemet med vinger og spoilere, at de også producerer downforce, selv når der ikke er brug for den. Det betyder at vindmodstanden stiger med hastigheden (når du fordobler hastigheden firedobler du vindmodstanden), og bilen ikke kun bliver presset mod jorden så det er nødvendigt med en hårdere undervogn, men også at motoren bruger en stor del af sine kræfter på at kæmpe mod fartvinden til ingen verdens nytte. I T.50 er det i stedet muligt at benytte streamline-mode, som ikke kun reducerer mængden af downforce du ikke har brug for – f.eks. på den tyske autobahn, men blæseren ”rydder op” i turbulensen bag bilen, ved at skabe en virtuel “long tail”-effekt, der giver den stabilitet du har brug for ved høje hastigheder.

Hjertet i T.50 er den 3,9-liters V12 konstrueret af Cosworth, som ikke blot mødte, men overgik Murrays forventninger. Da Murray i sin tid konstruerede McLaren F1, var det meningen at Honda skulle levere motoren, da de på det tidspunkt også var motorleverandør til McLarens F1-team. Af forskellige grunde måtte Honda dog opgive projektet, hvilket efterlod Murray med en superbil uden motor. Murray tog fat i sin gamle ven, Paul Rosche, som var motorsportschef hos BMW, og forklarede problemet, og Rosche kom til at love, at BMW nok skulle levere en V12 – sandsynligvis fordi BMW havde en V12 på programmet til 7-serien, der kunne modificeres lidt.

Sædet i midten er ikke en McLaren-filosofi, men en Murray filosofi

Da Rosche modtog Murrays krav til vægt, effekt og dimensioner stod det dog klart, at grise ville flyve og helvede fryse til is, før BMW’s V12 kom til at passe ned i den kommende McLaren F1, og derfor måtte M Gmbh starte helt forfra med en ny konstruktion, kaldet S70/2, som dengang var lettere, mere kompakt og med større effekt end nogen anden eksisterende V12.

Murray sagde til Cosworth at det ville være rart, hvis det var muligt at få større effekt end i McLaren F1, men det var ikke afgørende. Det var mere vigtigt at den var lettere, og kunne tage flere omdrejninger end LLC Rocket (en anden Murray-konstruktion) som nåede 11.500 o/min – og så skulle den være mere omdrejningsvillig, altså have en bedre ”response rate” end M Power-maskinen i McLaren F1, som i frigear nåede omkring 10.000 o/min på ét sekund.

Cosworth V12 i T.50 burde få det til at løbe koldt ned af ryggen på italienerne. Den er konstrueret med gear-drevet ventilstyring samt plejlstænger og ventiler i titanium, som ikke kun gør den 60 kg lettere end S70/2-motoren i McLaren F1, men med en maksimal effekt på 650 hk, er ydelsen også 32 hk højere, mens det maksimale omdrejningstal er 12.100 o/min, hvilket er det højeste nogensinde i en bil til brug på offentlig vej. Og motorens “response rate“ gør, at den kan nå absurde 28.400 o/min i sekundet uden nogen belastning!

V12-motoren fra Cosworth yder 650 hk – uden turbo!

Men det virkelige spørgsmål er naturligvis, om T.50 vil blive den sidste analoge superbil, og den sidste med en sugemotor. Gordon Murray mener at Cosworth er langt foran Ferrari og andre konkurrenter når det gælde motorudvikling, og fordi alle andre koncentrerer sig om hybrid og elbiler, er det i sig selv usædvanligt, at nogen starter udviklingen af en V12 fra et blankt stykke papir. Det vil måske aldrig ske igen. Som med McLaren F1 vil de kommende ejere af Murrays nye superbil derfor få et stykke historie, som muligvis aldrig vil blive overgået. Og det vil uden tvivl være den sidste med en manuel 6-trins gearkasse, i øvrigt udviklet af Xtrac, med det Gordon Murray kalder det ultimative gearskift nogensinde Ejerne skal så også være parat til at betale lige over 20 millioner kroner for at sikre sig et af de 100 eksemplarer, men hvis værdiudviklingen blot nærmer sig den på McLaren F1 – der kostede eks millioner kroner fra ny, og nu har en værdi i omegnen af 200 millioner kroner – kan det nu nemt blive en ganske fornuftig investering. Og præstationerne? De er ikke offentliggjort endnu, og er sandsynligvis også uden betydning. Det er ikke det GMA T.50 handler om.

Top Gear har lavet et indslag med Gordon Murray om T.50 og McLaren F1, som kan ses her.