EX MACHINA

Den kommende Taycan er ikke kun Porsches første elbil. Det kan være bilen, som markerer den største forandring i Porsches historie, og gør Porsche til den første fabrikant af sportsvogne og superbiler, der bliver helt elektrisk

Kunne Porsche blive et helt elektrisk bilmærke? Tanken lyder absurd. Men samtidig er der noget foruroligende over de første billeder fra samlebåndet med den nye Taycan, Porsches første elbil. Det er som om du kan høre stilheden fra de næsten færdige biler. Uden dæk og lygter ser de immobile og droneagtige ud. Men det er Porsche, og Porsche gør sjældent noget halvt. De har aldrig vist en konceptbil som ikke blev virkelighed, og derfor blev Mission E også til Taycan.

Men Taycan er mere end blot en ny model. Den er hjørnestenen i en ny investering på seks milliarder euro og 1.200 nye medarbejdere, samt et helt nyt produktionssystem, kaldt Porsche Production 4.0. Porsche har altid gjort tingene på sin egen måde. Man har triumferet gennem teknologi og ved at bryde det, mærkets tilhængere ofte betragter som ubrydelige dogmer. Som med introduktionen af Cayenne og Panamera, der kom til verden under den legendariske topchef Wendelin Wiedeking.

Da jeg under en middag til præsentationen af den oprindelige Cayenne spurgte ham, om han ikke var bekymret over det ramaskrig der havde lydt fra alle dem, der betragtede sig selv som Porsches rettroende tilhængere, svarede han blot: “Det er ikke dem, der køber vores biler.”

vw_i.d._crozz1

BILER VW: Elbiler skal koste som diesel

Det havde han ret i. I dag er det faktisk lidt en tilsnigelse at kalde Porsche for en sportsvognsfabrikant for produktionen af Cayenne, Macan og Panamera har for længst overhalet 911, Cayman og Boxster. Ifølge Lutz Meschke, bestyrelsesmedlem og chef for finans og IT, vil halvdelen af de biler Porsche leverer være elbiler i 2025, men typisk Porsche har man en uændret krav til indtjeningen. Porsche har længe været den bilfabrik, der var bedst til at tjene penge — 15 procent på hver bil de sælger, for at være helt præcis. Det er et princip, og det har man ingen planer om at afvige blot fordi der er tale om en elbil, og alene det burde få Elon Musk til at ligge vågen om natten. Tesla menes at ville tabe 6.000 dollar på den billigste udgave af den nye Model 3, hvilket forklarer hvorfor den endnu ikke er kommet i produktion.

Taycan bil blive efterfulgt af en elektrisk SUV i 2022 hvor det vil være på tide med en afløser til Macan, Porsches bedst sælgende model. En mulighed kunne være at Macan bliver en elbil, bygget på den elektriske platform man deler med Audi. Projektet har endnu ikke fået grønt lys af bestyrelsen, men der er ingen tvivl om, at det er et af de scenarier der arbejdes med, for Porsche har brug for en elektrisk volumenmodel, som Meschke siger, og den eneste volumenmodel man har er Macan.

“Derefter vil teknologien sprede sig til Panamera og Cayenne,” siger Meschke. “Den retning de firedørs modeller bevæger sig er at blive fuldt elektrificerede.”

Det er også de modeller som er altafgørende for Porsches indtjening. Men samtidig mener Meschke at de øvrige modeller bliver nødt til at følge med i det lange løb, for Porsche har ganske enkelt ikke råd til at have et udviklingsprogram med både forbrændings- og elmotorer, selv om det kommer til at ske med et overlap på “to-tre år” som han siger. Elektrificeringen af sportsvognene vil starte med 718 Cayman og Boxster. Det er “feasible” som han kalder det. Afhængig af hvilken vej markedet og lovgivningen bevæger sig.

171116-truck-roadster-2-630x434

BILER “Tesla går konkurs i 2019”

Og 911? Porsche har tidligere talt om at hybridteknologien vil finde vej til 911 “når tiden er rigtige” og at Porsches topchef, Oliver Blume, har nævnt at en plug-in hybrid 911 kunne debutere i 2023. Der er dog ingen tvivl om at Porsche vil foretrække at holde elmotorer væk fra 911 så længe de kan og 911 GT3 vil sandsynligvis være den sidste 911 som forbliver helt traditionel, med 6-cylindret sugemotor og manuel transmission.

Porsches DNA er afgørende her. I modsætning til så mange andre bilfabrikanter, der ofte anskuer motorsport som det, der først og fremmest er markedsføring, har Porsches motorsportsafdeling altid været en forretning, som enten byggede racerbiler man kunne tjene penge på at sælge eller udviklede ny teknologi. Le Mans-raceren 919 Hybrid var det sidste, for det var gennem den at Porsche udviklede sin 800 volts-teknologi. Alle andre elbiler, inklusive Tesla, benytter 400-volts teknologi, men Porsche besluttede ret hurtigt at det ganske enkelt ikke var en tilstrækkelig god løsning.

Beslutningen om at benytte 800 volt betød dog, at man måtte starte forfra med at udvikle alt fra elmotorer til batteripakker, og undervejs flyttede grænserne for hvad der var teknisk muligt — som med de væskekølede lithium-ion batterier. Der var intet bedre sted at gøre det end i motorsport, hvor alt bliver presset til den yderste grænse. Fordelen ved 800 volt er indlysende. Taycan kan oplades nok til at køre 100 kilometer på blot fire minutter ifølge NEDC. Og i modsætning til Tesla, der insisterer på at gøre alting selv, har Porsche og Volkswagen-gruppen lavet et samarbejde med BMW, Daimler og Ford, som betyder, at man vil opføre 400 ladestationer med en kapacitet på 350 kW i Europa som vil stå færdige i slutningen af 2019. Derudover vil Porsche opføre 2.000 mindre ladepunkter i 20 lande op til lanceringen af Taycan, i et samarbejde med flere partnere.

 

Interview med Stefan Weckbach, chef for Taycan udviklingsprogrammet

293ab0cb-4bf2-4d2b-b452-aa0aa144a57a_teaser_original_720x1_5

Fra Porsche Newsroom, offentliggjort første gang i Christophorus Magazine

 

Elbilerne har været alt andet en salgssucces. Er Taycan ankommet for tidligt?

Dens tid er kommet og elbiler har længe været en tradition hos Porsche. Helt tilbage til verdensudstillingen i Paris i 1900, præsenterede Ferdinand Porsche den såkaldte Lohner-Porsche, der var en elbil med en rækkevidde på 50 kilometer. Siden 2010 har vi haft hybridmodeller, først af Cayenne og derefter af Panamera, vi har solgt plug-in hybridmodeller siden 2013. Det gør os til den første fabrikant i premium-segmentet med PHEV-modeller, og den anden generation kan køre 50 kilometer på el alene. Med 918 Spyder viste vi hvad der var muligt når en traditionel V8 sugemotor blev komplimenteret af to elmotorer på for- og bagakslen. Med Taycan tager vi det næste logiske skridt med en bil som opfylder vore forventninger og ikke går på kompromis.

 

Hvordan ser Porsches elektrificerings-strategi ud?

Elektrificering er en vigtig del af vores produktstrategi der består af tre dele. Først den rendyrkede sportsvogn med forbrændingsmotor, derefter hybrid-modellerne og den tredje er elbilerne, som peger mod fremtiden. På den måde kan vi dække hele markedet og efterkomme vores kunders ønsker.

 

Er det overhovedet muligt at få de klassiske Porsche-værdier ind i en Taycan?

Det stod klart helt fra begyndelsen at en elektrisk Porsche, akkurat som enhver anden Porsche, skal være den mest sportslige bil i sit segment. Selv som en elbil, skal en Porsche opfylde markedets forventninger, først og fremmest når det gælder køredynamik. Det er uden tvivl en Porsche når man kigger på den, men du kan være sikker på at Taycan vil leve op til Porsches standarder i enhver henseende, både når det gælder materialer og kvalitet, men også når det handler om køreoplevelsen.

 

Vil Taycan tilføre nye værdier?

Taycan kører som en Porsche, den ser ud som en Porsche og den føles som en Porsche. Det er blot en anden form for fremdrift, men selv en elbil kan være puristisk og emotionel. Vi betragter det ikke som modsætninger, tværtimod faktisk. Med den optimale drivline-teknologi og det rigtige koncept, kan Porsches værdier bringes endnu mere i fokus. Et godt eksempel er batterierne, som befinder sig under gulvet, hvilket givet bilen et meget lavt tyngdepunkt — faktisk endnu lavere end 911. Sammen med den optimale vægtdistribution betyder det, at Taycan er et meget sportsligt design helt fra begyndelsen.

 

Elektriske sportsvogne taber typisk kræfter efter gentagne accelerationer …

Men ikke Taycan, hvilket der er to forklaringer på. På den ene side er de elmotorer vi har udviklet konstrueret til at levere høj effekt gennem længere tid, så du kan accelerere kraftigt flere gange i træk. Det samme gør sig gældende når vi taler om at køre længere distancer med høj hastighed. Derudover har vi udviklet et helt nyt kølesystem som modvirker tab af performance fordi der bygges for meget varme op i batteripakken, og kun leverer køling til de komponenter som har brug for det.

 

Men lang rækkevidde kræver tunge batterier, men vægt hæmmer præstationerne. Hvordan har I løst dette problem?

Et helt centralt spørgsmål i udviklingen af Taycan var: “Hvor er den optimale balance mellem rækkevidde og præstationer?”. Teoretisk set er det eneste du behøver at lægge et stort batteri i en elbil for at give den lang rækkevidde. Men det er ikke den måde Porsche gør tingene på, for det ville give for meget vægt. Den løsning vi valgte skulle passe til vores koncept med “Intelligent Performance,” som vi har skabt Taycan efter. Det betød at vi på den ene side måtte have en rækkevidde på over 500 kilometer og samtidig holde vægten så lav som muligt. To vigtige dele af det er ‘power density’ og et højt niveau af effektivitet. Det betyder at elmotorerne i sig selv er konstrueret til at være så lette som muligt, og den lavere vægt tillod os at benytte mindre og lettere batterier. Vi arbejdede også meget intenst på at optimere aerodynamikken og kæmpede om selv de mindste marginaler på hvert enkelt komponent, så vindmodstanden blev så lav som muligt.

 

Porsche har valgt at gå sin egen vej med 800-volts til drivline og batterier. Hvad er forklaringen på det?

Jeg ved ikke om vi går vores egen vej. Jeg vil hellere sige at vi er de første til at tage den rigtige vej, og den, der opfylder de krav vi stiller. En elbil fra Porsche skal ikke kun køre hurtigt, den skal også lade hurtigt. 800 volt-teknologien tillader os at lade nok strøm til en rækkevidde på 400 kilometer på 15 minutter, hvilket er omtrent halvt så lang tid som det de bedste systemer kan klare i dag. Den højere spænding betyder også at vi kan designe et lettere og mere kompakt elektrisk system med mindre kabeldiameter og dermed større effektivitet. Igen er det hvad vi mener med “intelligent performance”.

 

Gør den højere spænding det nødvendigt med ekstra sikkerhedskrav?

Nej, på det punkt er et 800-volts system ikke anderledes end det 400-volts system vi som allerede benyttes i el- og hybridbiler.

 

Vil Taycan-ejerne have nok steder at oplade deres bil?

I samarbejde med andre bilfabrikanter er Porsche lige nu ved at etablere et system af hurtigladere langs Europas vigtigste trafikkorridorer. I 2020 vil et netværk af 400 ladestationer med hurtigladere være på plads. Samtidig udviklet vi en high-voltage booster, så Taycan også kan lades op ved 400-volts ladestationer, og Taycan er derfor kompatibel nedad.

 

Hvad mener du er det mest spændende ved Taycan, sådan rent personligt?

Vi har testet prototyperne ganske længe og kørt dem mange kilometer. Selv de første eksemplarer, der var på et meget tidligt stadie af udviklingen, viste allerede alt det man forventer af en Porsche. De kørte så sportsligt og reagerede så direkte, at vi følte os hjemme helt fra begyndelsen, og der er sket rigtig meget siden da.

 

Og hvornår ser vi Taycan på gaden?

Porsche vil præsentere den i slutningen af 2019, og jeg kan allerede afsløre, at det ikke kun bliver en elbil. Det bliver en Porsche.

87b23029-2ad7-4a1f-b2cc-3b0722edfa46

Teknologien til Taycan er udviklet det sted Porsches teknologi altid er udviklet: 24-timers løbet Le Mans