EXCENTRIQUE? MOI?

Citroën var alle dage uløseligt forbundet med det excentriske, indtil de forsøgte at blive mainstream, men nu er der meget som tyder på, at den franske klassiker er på vej tilbage mod igen at blive bilverdenens originaler

 

Den store forskel på Citroën og Prins Henrik er, at Prins Henrik aldrig forsøgte at tilpasse sig resten af verden. Enhver der ved bare lidt om biler vil huske dengang Citroën var de sande originaler, og berigede verden med biler, hvor man af og til funderede på, om der havde været en bong og et par Bob Marley-plader involveret. Som den klassiske 2CV, der i ramme alvor blev konstrueret, så de franske bønder kunne køre på tværs af plovfurer med en kurv nylagte æg på bagsædet, uden at nogen af dem gik i stykker, og med så meget taghøjde, at man kunne have hat på, når man kørte til kirke om søndagen.

Senere blev Citroën 2CV den ideelle transportform for hippierne, der på den måde kunne vise, at de slet ikke havde brug for systemet eller “The Man” eller den multinationale storkapital eller olieselskaberne. Men af og til skulle de jo ud og lænke sig til et træ eller hegnet foran Barsebäck og synge “I kan ikke slå os ihjeeeel!”, og så var det træls at skulle vente på bussen.

Selv navnet var typisk Citroën, 2CV står for “Deaux Chevaux-Vapeur”, som direkte oversat betyder “to dampheste”, fordi man i Frankrig opfandt sit eget system til at beregne bilafgifterne, som de franske bilfabrikanter lynhurtigt lærte at omgå, så den officielle ydelse blev droslet ned (som når Audi beregner beskatningsgrundlaget af deres leasingbiler i dag). Det betød flere penge til Citroën, om de omgående investerede i nye modeller som Mehari, der uden tvivl kom til verden efter nogen af Citroëns ingeniører røg en bong i et soppebassin, og en af dem påpegede hvor magnifique det ville være, hvis man lavede et soppebassin, der kunne køre.

apple-rolex

URE Æder Apple Rolex?

Det var som om Citroën betragtede hvad resten af verden gjorde, og derefter gjorde det stik modsatte. Når alle andre havde et rundt speedometer, lavede Citroën ét, der fungerede som skalaen på en badevægt. Når andre placerede radioen i instrumentbordet, satte Citroën den på tværs mellem sæderne. Og hvis du tror selvoprettende styretøj er en selvfølge, har du aldrig kørt en klassisk Citroën.

Fra galskaben kom revolutionerne, som Traction Avant, der ikke kun havde forhjulstræk, men også selvbærende karrosseri. Eller DS, der den dag i dag ser mere moderne ud end nogen moderne bil, og havde forlygter som drejede og hydropneumatisk affjedring, der fik den til at svæve over alle ujævnheder. Citroën købte også italienske Maserati, og skabte Citroën SM og Maserati Bora som, når de virkede (hvad de aldrig gjorde) kørte fortryllende. Men i en verden med multinational storkapital, var der ikke plads til Citroën, der skiftevis ville skabe genistreger og ubegribelige fiaskoer — som wankel-udgaven af Citroën GS, der var så upålidelig, man blev tvunget til at købe samtlige eksemplarer tilbage.

Til sidst blev Citroën opkøbt af Peugeot, der indførte forbud mod at nogen røg bong og hørte Bob Marley i udviklingsafdelingen, hvorefter Citroën blev som Prins Henrik, hvis man havde knækket hans livsvilje, assimileret ham og lært ham at tale ordentlig dansk, og reduceret ham til en ældre udgave af Prins Joachim.

For Citroën var ikke bare en bil. Citroën var dem, der kørte Citroën, og dem der kørte Citroën var filosoffen, kunsthistorikeren og reklamemanden som udfordrede konventionerne. Det var ham, der i sin ungdom havde studeret på Sorbonne, og hvis ulykkelige skæbne det nu var, at forklare dine snotdumme unger hvad impressionisme var for noget, og at Claude Monet ikke var “ham fra ILVA”. Det var bilen for akademikeren, og for håndværkeren, der i virkeligheden var klogere end alle akademikerne og tog på ferie i Firenze og besøgte Ufici-gallerierne og var i stand til at sætte navn på alle Alessandro Morentes samtidsmalerier.

IMG_7348

BILER Tre uger i elbil …

Den slags mennesker havde det ikke godt med at Citroën pludselig flød med strømmen, i stedet for at gå imod den. Det samme kunne man sige om Citroëns salgstal, og til sidst blev man tvunget til at genopfinde sig selv. Den slags er mere vanskeligt end det lyder, hvilket DS5 er et meget godt eksempel på. Udover at være den eneste bil, der taber mere i værdi end en Citroën C6, så er den et halvhjertet forsøg på at være excentrisk, der aldrig bliver andet end besynderlig.

Alligevel er der håb forude. Som den lille C3, der er en Citroën tilpasset nutiden. Jo, den ligner lidt en Cactus og er i bund og grund en forklædt Peugeot 208, men med de besynderlige Airbumps på siden, til at forsvare dig mod børnefamilierne på Bilkas parkeringsplads. Den lille 3-cylindrede 1,2-liters motor lyder lidt som en 2CV, men er aldeles ubrugelig i versionen uden turbo, hvor den skal bruge 15 sekunder på at accelerere fra 0-100 km/t, hvilket kun en svensk hen vil acceptere. Tilsat turbo er der 110 hk som gør det muligt at holde et fornuftigt tempo om hjørnerne med den franske flødeskums undervogn, samt 205 Nm spredt ud over omdrejningsregisteret, så du ikke skal skifte gear så ofte — hvilket er godt det samme, for gearskiftet er den gamle kending fra Peugeot, hvor det aldrig er til at sige om du får tredje eller femte.

YTo2OntzOjI6ImlkIjtpOjE0Nzg0Njg7czoxOiJ3IjtpOjMyMDA7czoxOiJoIjtpOjMyMDA7czoxOiJjIjtpOjA7czoxOiJzIjtpOjA7czoxOiJrIjtzOjQwOiI1MDI4NmRlMTk1OWE5ZmU0ZjdkZjZmMDBmM2ExOWU0NGU5NWUwOTJlIjt9

BILER Stratos vender tilbage

Der er dog noget autentisk over designet, for ingen andre laver en minibil, der ser sådan ud med den høje front og lygterne, der ser ud som noget skabt til den franske hær, mønstret i taget og på dørpanelerne — og den lille læderstrop, du bruger til at lukke døren. Eller farverne som orangerød og pistaciegrøn, der gør det hele lidt mere “C’est bong!”. Det er tydeligt at Citroën har gjort hvad de kunne for at skabe noget originalt, indenfor de rammer som var til rådighed. Den har også en funktion i infotainmentsystemet, der kan lagre billederne når du kører galt, eller bare tage billeder, og uploade dem gennem en app (dog ikke i Danmark, på grund af lovgivningen). Alle andre ville have udstyret bilen med automatisk nødbremse, men Citroën er ikke alle andre, forstår du …

 

CITROËN C3 1,2 PURETECH 110

 

Motor 1,2 R3 12V

Ydelse 110 hk @ 5.000 o/min, 205 Nm @ 1.500 o/min

Præstationer 0-100 km/t 9,3 sek., 188 km/t

Forbrug 21,7 km/l

Pris 157.990 kr.