HØR BEOLAB 90

En halv million kroner for et sæt højttalere? Til den pris skal de være noget ganske særligt, og det kan du selv opleve lige nu hos B&O på Strøget i København

 

Du behøver ikke være bange for, at nogle skal bryde ind og løbe af sted med dem, for de vejer 137 kg stykket. Det vil dit forsikringsselskab nok være glade for, for de koster en halv million kroner for et sæt og bliver af samme grund kun produceret i begrænset antal.

Selv om man ikke lige har hverken budgettet eller stuen (de er større end du tror…) til at rumme et sæt BeoLab 90, så ville de jo være rart at høre, hvad det er de kan. Det kan du så nu hos B&O på Strøget i København, der har et sæt stående i deres lytterum, så du selv kan opleve dem — og det er faktisk ikke kun de velhavende, som kaster sig i ud i et sæt 90’ere.

“Det har nok overrasket os lidt, at kunderne er så forskellige,” siger Steffen Mortensen, der er butikschef hos B&O i København. “Vi har en håndværker, som har bestilt et sæt, og to folkeskolelærere. Det er naturligvis en prioritering, og her er der altså nogen som siger, at vi vil gerne eje noget, der er unikt.”

Mens B&O med en model som BeoLab 90 bevæger sig prismæssigt op i stratosfæren, så har man også succes i den anden ende af prisskalaen. BeoPlay-produkterne er faktisk en massiv salgssucces, og streaming-højttaleren A2 er det hurtigst sælgende produkt i B&O’s historie. Sammen med den alliance som B&O for nylig indgik med LG, der vil levere teknik til fladskærms-tv, så ser fremtiden lys ud for den lille eksklusive fabrikant.

“BeoPlay-produkterne betyder at der er rigtig mange kunder i butikken,” siger Steffen Mortensen da vi mødes omkring lidt over middag, for at lytte på BeoLab 90 højttalerne. “Så ser og prøver de jo også alt det andet vi laver — du er faktisk den syvende i dag, som sidder her i sofaen og hører på vores BeoLab 90!”