MUSK: “INGEN CYBERTRUCK TIL EUROPA”

I et interview med Automotive News har Elon Musk bekræftet, at Teslas Cybertruck ikke kommer til Europa, selv om det stadig er muligt at bestille modellen på Teslas hjemmeside mod at betale et depositum

Europa kommer til at klare sig uden Teslas outrerede Cybertruck, da den – som mange kritikere undervejs har påpeget – sandsynligvis vil være umulig at få til at harmonere med EU-reglerne. Oplysningen kommer fra Elon Musk selv i et interview med Automotive News podcast.

“Vi har taget beslutningen ikke at bygge Cybertruck til alle markeder. Som den ser ud nu vil den være vældigt svær at få godkendt i EU,” sagde Musk, og fortsatte: “Men det er cool, vi kan altid bygge en mindre version af Cybertruck i fremtiden, som forhåbentlig kan klare EU-reglerne.”

Cybertruck gjorde bestemt en entré, både på grund af sit design – og fordi de skudsikre ruder gik i stykker, da der blev kastet en metalkugle mod dem. Der har været spekuleret i om det i virkeligheden var et mediestunt, og den slags er naturligvis aldrig til at sige med Tesla.  

Der er dog en lang række europæiske kunder som har bestilt en Cybertruck og betalt 1.000 kroner i depositum til Tesla, hvilket man stadig kan på Teslas hjemmeside, selv om modellen altså nu ikke kommer til Europa. Ifølge Tesla selv er der 250.000 kunder som har betalt depositum for at forudbestille en Cybertruck, hvilket har givet 250 millioner kroner i kassen. Hvor mange af dem der er fra Europa vides ikke.  

Gordon Murray viser efterfølgeren til McLaren F1

Det store spørgsmål er naturligvis hvornår modellen kommer i produktion, for Tesla er kendt for ikke at overholde sine egne deadlines. Et godt eksempel er den kommende Tesla Roadster, der blev præsenteret i november 2018. Her betalte en lang række kunder 50.000 dollars i depositum for den såkaldte “Founders edition” fik lovning på, at deres nye bil blev leveret i december 2019 som 2020-model.

Det blev der som bekendt ikke noget af, og Tesla siger nu at den nye Roadster først sættes i produktion efter Cybertruck, som nu er sat til 2021/2022. Inden da vil Tesla, ifølge Tesla selv, lancere den elektrisk lastbil, Semi, og i 2021 vil alle Teslas modeller være fuldstændig selvkørende takket være en ny software, som Tesla ifølge dem selv er lige ved at have udviklet, og allerede er begyndt at sælge som option.

Den software som skal benyttes til den fuldt selvkørende funktion er dog endnu ikke præsenteret, og kritikere siger, at den slet ikke er færdigudviklet endnu, selv om det netop er den funktion som skal gøre det muligt for alle Teslas modeller, at køre som selvkørende robotaxi’er i 2021, upåagtet at der synes at være en hel del juridiske udfordringer i den forbindelse som stadig ikke er løst.

Hør Automotive News podcast her