Tag Archives: 308

DEN MODNE MANDS RS

Jo, Renault Mégane RS er både lækker og hurtig, men det meste af farten og stort set alt luksusudstyret fås i en billigere indpakning, hvis du hopper et trin ned af skalaen og vælger en Mégane GT …

 

Okay, det her bliver en lille smule indviklet, men det er fordi det er fransk — intet, der nogensinde var ligetil, er rigtig fransk. Men hvis du er på markedet efter en hurtig Mégane, så er der naturligvis RS-modellen med 280 hk, der er The Big Kahuna i modelprogrammet. Det er en særlig model med bredere skærme, en anden undervogn, en Cup-version og alt hvad der kan kastes efter en hurtigt familiebil. Det er, som vi skrev, ikke anti helt, men anti spelt, for den koster på den forkerte side af 450.000 kroner – og det kan man få mange ladcykler og fuldkornsboller og fair-trade kaffe for, naturligvis.

Her er den indviklede del. Du behøver ikke købe en Mégane RS, for du kan nøjes med at købe en Mégane GT. Så har du 205 hk i stedet for 280, hvilket ikke er det samme, men faktisk rækker. Modellen har altid 7-trins dobbeltkoblings transmission, så det er modellen lige under RS, kan man sige, bortset fra (og det her er den indviklede del …) det ikke er en model, men et udstyrstrin. Altså, bortset fra at GT er det eneste udstyrstrin med den 205-hestes turbomotor, men det betyder, at den også fås som stationcar, hvor GT også fås med en 165-hestes dieselmotor.

REC-901-03

URE Når en skrottet 911 bliver et ur

Er du stadig med? Godt. Renault har kastet alt hvad de har af teknologi efter GT-modellen der kan parkere selv, bremse selv og akkurat som RS har den firehjulsstyring, kaldet 4Control. Ved lav hastighed drejer hjulene modsat forhjulene, ved høj hastighed drejer de samme vej — samme system som Porsche bruger på 911 Turbo og GT3, med andre ord.

Det er et ret sjovt lille trick, for det får den til at køre som om den kun er halvt så stor, du kan vende på ingen plads, og hvis du skal lave en hurtig undvigemanøvre kører den, omtrent helt bogstaveligt, som på skinner. Hvis der er et minus så er det, at affjedringen er temmelig fast — den bryder sig virkelig ikke om brosten, for eksempel, hvilket får ekvipagen til at føles som om du sad i en bongotromme hos en kannibalstamme i Papau Ny Guinea.

IMG_8352

Sådan! Der er disket op med fantastiske sæder i Renault Mégane GT, akkurat som i RS

Der er naturligvis et bredt udvalg af køreprogrammer af vælge imellem, men sæt den i Sport og det resulterer som altid i, at den hænger lidt længe i gearene, hvis ikke du bruger skiftepalerne bag rattet og gør det hele manuelt — hvilket du med fordel kan gøre, for de syv trin er placeret ganske tæt på hinanden. Når det er sagt, er det ikke fordi du har lyst til at vride samtlige omdrejninger ud af den, da der er 280 Nm at hygge sig med.

Så er der interiøret med R-Link skærmen som kræver du lige sætter sig ind i hvordan den virker. Men sæderne er fantastiske og beklædt med alcantara, du får et fedt læderrat og det digitale instrumentbord kan customiseres som du har lyst (selv om indikatoren, der viser hvilket gear du er i, synes en anelse fedtet …). Men det indre af en Mégane GT er skabt i en kvalitet, du ikke ville have forventet af Renault for bare fem år siden.

xj6nickomcbrain1-2

BILER En Jaguar til Iron Maiden

Hvis vi skal gå helt ned i detaljer, kunne du måske godt have ønsket dig en version som kun drejede på forhjulene og med manuelt gear, hvilket ville have skåret yderligere af prisen. Som det er, får du den modne mands GTI, med alt hvad du kan forlange af udstyr og rigeligt med power. Stationcar-versionen synes specielt oplagt, da du tilføjer en praktisk dimension som en RS ikke kan tilbyde. Jo, de sidste 75 hk op til en RS er da rare at have, men de giver dig trods alt ikke mere end 0-100 km/t halvandet sekund hurtigere og små 20 km/t ekstra på toppen. I en GT får du rigeligt med udstyr, og så sparer du altså noget som ligner 150.000 kroner …

 

Renault Mégane GT

 

Motor Turbo 1,6 R4 16V

Ydelse 205 hk @ 6.000 o/min, 280 Nm @ 2.400 o/min

Præstationer 0-100 km/t 7,1 sek., topfart 230 km/t

Forbrug 16,7 km/l

Pris 335.900 kr.

 

GTI HARDCORE

Den nye Peugeot 308 GTI har mere af det hele, i forhold til ærkerivalen VW Golf GTI. Den har flere kræfter, mere udstyr og så har den en teknisk finesse, der gør, at den kan klare at blive brugt for alvor
Dengang i slutningen af 80’erne kunne du have købt dig en ny Ferrari 328 GTB for omkring en million kroner med afgifter, og en Porsche 911 ville have kostet endnu mindre. Det er stadig mange penge, men ikke en uoverkommelig sum, og en 911 fra 80’erne ville faktisk være mere værd i dag, end du gav for den dengang. Men det var dengang, det her er nu. I dag koster en 911 Carrera små to millioner kroner, og det er inden du begynder på listen over ekstraudstyr. Den billigste Ferrari er California T til 3.995.000 kroner. Det kan du få et ganske nydeligt hus for stort set i hele Danmark.

Det er fordi alting har bevæget sig videre, og det, der engang var sportsvogne, er nu blevet til superbiler. I 80’erne havde den mindste Ferrari omkring 270 hk. I dag har den omtrent det dobbelte, og den slags koster naturligvis. Det gælder nu også for GTI-klassen. I 80’erne havde en GTI omkring 130 hk, i dag har mønstrer topmodellen af den nye Peugeot 308 GTI så 270 hk, eller det samme, som en Ferrari 328 GTB i sin tid. Det betyder nu ikke, at det er lige hurtige. Sæt en Ferrari 328 GTB og en Peugeot 308 GTI side om side på en bane, og franskmanden vil gøre det samme mod italieneren, som japanerne i sin tid gjorde mod Pearl Harbour — eller noget i retning af en fjerdedel af prisen, målt i nutidskroner.

FullSizeRender_8

Bremserne er fantastiske! De er fa Brembo, 380 millimeter i diameter og med 6-stemplede kalibre

Det er intet under, at de kunder, der kommer til at køre af sted i den nye Peugeot 308 GTI er fyldt 45 år. Det var også dem, der i 80’erne drømte om Porsche eller Ferrari, men nu hverken kan eller vil bruge adskillige millioner på en bil. Ganske vist ved vi endnu ikke, hvad den nye 308 GTI kommer til at koste, men et sted omkring 450-470.000 kroner er nok ikke helt ved siden af. Det er mindre, end du betaler for en ny Golf GTI, og så må du nøjes med 220 hk. Selv den mindste udgave af 308 GTI har 250 hk, mens topmodellen har 270 hk.

“Kunderne er fyldt 45 år. Det var dem, der i 80’erne drømte om en Porsche eller en Ferrari, men nu hverken kan eller eller vil bruge millioner af kroner på en bil”

Hvad får du så for de penge? Jo, du får mere end blot lidt flere kræfter lidt større fælge og et bodykit. Som 208 GTI og coupémodellen RCZ-R, er 308 GTI udviklet af motorsportsafdelingen Peugeot Sport, der jo fik lidt ledig kapacitet efter Le Mans-teamet blev lukket for nogle år siden. Den 1,6-liters turbomotor er lånt fra RZC-R, komplet med smedede stempler og 270 hk. Undervognen er 11 millimeter lavere, men heldigvis stadig med en fornuftig komfort — at gøre undervognen får hård, er en typisk fejl på GTI-modeller, fordi det føles mere sportsligt, men det virker sjældent i praksis.

Og så er der bremserne. Ooooh la la! Bremserne! De er fantastiske, og følger med topmodellen med 270 hk. De er 380 millimeter i diameter med 6-stemplede flydende bremsekalibre, og hvis det ikke siger dig noget, så er den slags du finder på en italiensk superbil i dag. Det er faktisk fuldstændig tåbeligt at sætte den slags på en fransk familiebil. Det er derfor det er sådan en fabelagtig idé. Hvordan de stopper? Er du nogensinde gået ind i en glasdør? Så ved du det.

Da vi testede den nye 308 GTI, havde Peugeot givet os mulighed for at komme på bane hvor det var muligt at teste dem for alvor. Du kan tage en hvilken som helst GTI på en racerbane, og i løbet af fem omgange vil dine bremseskiver se ud som en pizza tilberedt med en flammekaster. Beklager, uanset om din bil hedder GTI, STI, VTI eller hvad som helst, der ender med ’i’, så er dine bremser stort set ubrugelige på en racerbane. Bare ikke dem her.

Så hvis du leder efter en sportslig bil, der både har plads til familien, og som det er muligt at tage på en af de mange track-days, der afholdes på racerbaner i Danmark, Sverige og Tyskland, så er den faktisk her. Det skyldes også en anden finesse, der akkurat som de store bremser og 19-tommer fælge monteret med Michelin Super Sport-dæk, følger med topmodellen af den nye 308 GTI. For det, du også får, er et mekanisk spærredifferentiale på forakslen, der sender kræfterne til det yderste fordæk, der jo er det, der har bedst greb, når du accelerer ud af svingene.

Det er den slags, der gør, at en 308 GTI ikke blot kan klare en eftermiddag på en racerbane, men også er lynende effektiv når du skal fra A til B. 0-100 km/t? Det har i virkeligheden ingen betydning i den forbindelse, men hvis du absolut vil vide det, så er den øvelse klaret på seks sekunder. Der findes uden tvivl en GTI eller to, som kan gøre det en tiendedel sekund hurtigere, men det spiller ingen rolle. Det er ikke det, der er vigtigt ude i virkeligheden.

“Og så er der bremserne. Ooooh la la! De er fantastiske, de er 380 millimeter i diameter med 6-stemplede flydende bremsekalibre”

Her kan du nyde godt af den bredere sporvidde end den almindelige 308, samt en mere aggressiv cambervinkel, hvilket betyder, at i det øjeblik, du drejer på rattet, så bevæger forenden sig i den retning. Den lette bagende, nogle vil huske fra Peugeot 205 GTI, er for længst forsvundet. Det samme er den ubærlige understyring fra den gamle 308 GTI, der tog sving, som en indkøbsvogn læsset med vandmeloner, der kørte ned af bakke. Den nye 308 GTI er vidunderlig neutral, og det gør det nemt at udnytte kræfterne.

Om der er et minus i karakterbogen? Jo, et enkelt. Rattet. Det er det samme som resten af 308-serien, og derfor på størrelse med det, du finder i en gokart. Ideen er uden tvivl, at det skal føles som om, du kører sådan en. Men selv når du kører i ’Sport’, er servostyringen let som et dollargrin, hvilket af og til gør bilen svær at placere helt præcist i kurverne — og du skal se over rattet, for at se instrumenterne, hvilket aldrig holder op med at være irriterende.

FullSizeRender_7

Du må leve med det lille rat. Det er der nogen, som synes om, og nogen, der aldrig lærer at leve med…

Til gengæld sker der noget andet, når du kører i ’Sport’, og det er, at motorlyden ændrer sig. Den bliver højere og mere rå, selv om den ankommer gennem højttalerne, og ikke udstødningen. Det er skabt kunstigt, men både lydspor og vibrationer følger omdrejningerne perfekt, så lad os bare lægge fordommene væk. Det er sådan, du skaber motorlyd i dag, og det øger faktisk køreglæden. Nu er det jo fransk, og derfor er der noget, som skal være lidt mærkeligt, og det kan 308 GTI også levere. Du kan nemlig bestille den i Coupé Franche, som er en særlig to-tonet lakering, hvor den forreste del af bilen er rød, og den bagerste sort, hvilket er en helt fantastisk måde at se ubeslutsom ud på.

Så hvad er det, vi har her? Det er en GTI med betydelig mere power, end en Golf GTI. Den er også mere lækker at se på end en Golf, og virker mere speciel — ikke mindst indvendigt. Den er billigere, og så kan den rent faktisk holde til, at du tager den ud på en racerbane. Og du ved, når først du er ude i virkeligheden med trafikkøer, og Toyota Prius-ejere, som insisterer på at køre i venstre bane på motorvejen, mens de redder planeten, så kører en Peugeot 308 GTI lige så hurtigt som den der Ferrari California T, du gik og drømte om. Og så sparede du lige tre en halv million kroner, ikke?

 

PEUGEOT 308 GTI 270

 

Motor 1,6 liter, 4-cylindret turbo, 16V

Ydelse 270 hk @ 6.000 o/min

Moment 330 Nm @ 1.900 o/min

0-100 km/t 6,0 sek.

Topfart 250 km/t

Forbrug 16,6 km/l

Pris Ca. 470.000 kr.