Tag Archives: Crossover

BERLINGO-KLASSEN SLÅR TILBAGE

Peugeot Partner er blevet til Peugeot Rifter, for at få dig til at glemme alt om den der Citroën Berlingo, og måske fordi selv dem, der ellers har holdt af at hade bilerne i Berlingo-klassen, vil have sværere ved at håne det nye crossover-agtige design

 

Nej, Peugeot Partner, der var en Berlingo i forklædning, hedder ikke Partner mere. Nu hedder den Rifter, så du glemmer alt om det der med Partner, og specielt det der med Berlingo. Fordi alle, der nogensinde har kørt på en motorvej, har prøvet at være fanget bag en Berlingo, for på sådan en virker bakspejlede ikke, af en eller anden grund.

Nuvel, Peugeots designafdeling har været på overarbejde med Rifter, for at få den til at ligne en crossover (i stedet for en Berlingo), hvilket forklarer den nye kølergrill, LED-kørelyset og det, der skal ligne en offroad-agtig beskyttelsesplade nederst på fronten. Til stor skade for alle de mænd, som i fremtiden vil blive tvunget ind i en Rifter af deres koner, er det en operation som er lykkedes langt bedre end du kunne forvente. Faktisk kan du ikke engang klandre den for at være håbløs til lettere offroad-opgaver som stranden på Fanø, for der er langt mere frihøjde end på en typisk crossover.

mclaren-speedtail-1 (6)

BILER McLaren F1 bliver til Speedtail

Rifter er hvad den er. Le camion de Facteur Patrice, som de ville sige på fransk, hvilket er den sexede måde at sige “Postmand Per”. Det er en varevogn, udstyret med ekstra vinduer og sæder, samt uanede mængder af plads til det, der i brochuren er mountainbikes, kajakker og rapellingudstyr … selv om det jo nok bliver spaunum, loppefund og svigermors flyttekasser, når hun skal flytte ind i annekset (“For du vil da ikke sende hende på sådan et hjem hvor … hvad mener du med, ‘Vi kunne da også sende hende på en kennel?!?‘”)

Rifter starter livet på samme platform som en 3008, hvor den bagerste del så modificeres for at give mere plads i lastafdelingen. Den fås som diesel og benzin, mellem 100 til 130 hk, og uanset hvilken en du vælger, vil det røde felt i omdrejningstælleren være spild af maling. Men en Rifter handler ikke om fart. Den handler om plads — og hvis den almindelige version ikke er stor nok, så findes der en 7-sædes udgave hvor lastrummet opmålt i kvadratmeter er identisk med Gigantium i Aalborg.

4-866x487

REJSER Titanic sejler igen i 2022

Peugeot har gjort hvad de kunne, for at gøre det indre så behageligt for dig som muligt denne gang. Så du får det nye i-cockpit med touchschreen, samt det lille rat og elektrisk håndbremse, hvilket giver uanede mængder af opbevaringsplads mellem forsæderne, for dem der kører Rifter, har uanede mængder af ting med, når de kører bil (airbaggen i passagersiden er placeret i loftet, hvilket sikrer europæisk rekord i handskerum!). Og i den utænkelige situation, hvor der ikke er plads nok indvendig, er der tagræling, så du kan proppe mere last ovenpå bilen!

Når alt kommer til alt er der blot tilbage at sige at den er ærlig. Det du ser, er det du får, og den er akkurat så slidstærk indvendig som du forventer. Skydedørene bag har rigtige elruder, du kan parkere tre mountainbikes i bagagerummet efter at have foldet bagsæderne ned i gulvet, der er Apple CarPlay, Android Auto, lane assist, nødbremse, adaptiv fartpilot, parkeringskamera, klimaanlæg — alt hvad du har brug for. Den er stor nok til at du kan bo i den (helt bogstaveligt, der er et 220-volts stik bagi, så alt hvad du behøver er en luftmadras og lidt gardiner), og i modsætning til den tidligere generation er den ikke længere uhyrlig at se på, selv om du, akkurat som sejlerne, bør undgå alt for høje vindhastigheder.

YTo2OntzOjI6ImlkIjtpOjE1Mzk1Mzg7czoxOiJ3IjtpOjMyMDA7czoxOiJoIjtpOjMyMDA7czoxOiJjIjtpOjA7czoxOiJzIjtpOjA7czoxOiJrIjtzOjQwOiI3ZmI5ODQ0ZjYwOWNhMTY3ODVmNTMyY2QyNzZkMmNmZGE2MTA4OTAwIjt9

BILER ‘Moby Dick’ vender tilbage

Den er også billig, med priser som starter fra 199.990 kroner, og der er en 130-hestes udgave af dieselmotoren med 8-trins automatgear, hvis du vil gå all-in. Den nye dieselmotor er faktisk et lille højdepunkt, og løfter komforten i forhold til forgængeren, og der er 250 Nm allerede ved 1.750 o/min. Ja, okay, du er aldrig i tvivl om at det er en diesel, men hvis du vil have den støjsvagt pakket ind, så vælg en 3008 — vindstøj og motorlyd er en ufravigelig del af at Rifter. Men de 100 hk er klar ved 3.500 o/min, så der er ingen grund til nogensinde at tage den over 4.000 omdrejninger.

Den er en outsider på mange måder, og for at være hvad den er, er den nødvendigvis et kompromis. Det Peugeot har gjort denne gang er at reducere det kompromis mest muligt, mens tiden på besynderlig vis kommer til Rifter og dens uortodokse no-bullshit tilgang til tingene. Du bliver mindet om Jaguars gamle slogan med “Grace, pace and space” — hvis du ikke bekymrer dig om ‘grace’, har et afslappet forhold til ‘pace’ men ikke kan få tilstrækkelig ‘space’, så er Peugeot Rifter din næste bil.

 

Peugeot Rifter HDi teknisk set

 

Motor 1,5 turbo d.

Ydelse 100 hk @ 3.500 o/min, 250 Nm @ 1.750 o/min

Præstationer 0-100 km/t 12,5 sek., topfart 175 km/t.

Forbrug 24,4 km/l.

Pris 229.990 kr.

 

 

KAMÆLEON-CROSSOVER?

Det er svært helt at finde ud af hvordan du skal beskrive BMW X2. På den ene side er den tydeligvis skåret som en designer-crossover, men på den anden er der noget med højden, vi lige skal have styr på …

Der er ingen grund til at forklare BMW X2, for den er for X1 hvad X4 er for X3. Vi er i crossover-segmentet med andre ord, eller rettere i den optiske illusion. Det som BMW gør meget effektivt med X2, er i virkeligheden at skjule, at den overhovedet ikke er en SUV, og faktisk dårlig nok en crossover. Se den alene, og den ser høj ud, men parker den så bagved en Golf og se den forsvinde. Det er der en grund til, for med 152 centimeter er de lige høje.

Det er påfaldende, fordi BMW X2 skal udfordre eksempelvis Range Rover Evoque, som med sine 167 centimeter i højden i hvert fald rager op over den typiske familiebil. Det vi har her, er med andre ord en forholdsvis kostbar 1-serie i designertrim, for designet vil være den eneste grund til at du vælger den over en X1, der kører på samme platform og med de samme motorer.

lamborghini-miura-svr-restoration-9

BILER Miura SVR restaureret

Derfor er der også mulighed for at gå amok med options i interiørets design, og der er en M Sport-pakke til 80.000 kroner med større fælge, mere direkte styring, sportssæder læderrat og … en sænkning af bilen med ti millimeter, hvis du synes den alligevel blev lidt for crossover-SUV-agtig.

Nuvel, det handler om design. Nogen forstår det (ofte designere), andre fatter det ikke helt (alle andre end designere …), så den har fået en ny nyrer, en lavere front som “snuser” til vejen som det kaldes, og en C-stolpe hvor der er blevet plads til et BMW-logo. Men når det nu er designet du betaler for, så ser den godt ud — altså indtil du parkerer den ved siden af en Golf. Eller en Range Rover Evoque, hvor du vil føle dig som Tony Curtis, den dag han glemte sine plateausåler.

13782044_10154331867339395_2466089853995352995_n

FROST: Tror du F1 er kedeligt, så prøv at se Le Mans …

Én ting, som er værd at huske er, at hvis du i stedet lagde dine penge på en BMW 320i Touring, så ville den koste det samme, og du ville få mere underholdning for pengene. Men det er prisen du betaler her. 3-serien er baghjuls- eller firehjulstrukket, mens X2 kommer med forhjuls- eller firehjulstræk, fordi det her er den samme platform som MINI Countryman. Der er ingen grund til et psykisk nedbrud fordi du vælger en forhjulstrukket BMW, for det har de helt styr på. Den fastere M-undervogn svæver over ujævnhederne og gør præcis hvad du beder den om når du drejer på rattet, mens hjulstøjen er effektivt isoleret selv med 19-tommer fælge (og som med X1 bliver designet bare bedre med de største fælge du kan finde).

Det samme med interiøret, som er en historie for sig. Der er flere muligheder for at designe den kabinen du ønsker, hvis blot du husker, at det meste af det koster ekstra som sportssæderne, den mørke loftsbeklædning, læderrattet og Apple CarPlay — til gengæld virker det, selv over bluetooth, hvis du har en fobi for ledninger. Den er egentlig heller ikke hverken mindre praktisk eller mindre rummelig end en X1, hverken når det gælder bagagerummet eller bagsædet. Det eneste du ofrer er lidt af udsynet bagud, og så er bagklappen en anelse mindre end på X1.

Auction-Block-Ayrton-Senna-1993-McLaren-MP4-8A-07

BILER Sennas McLaren solgt

Når det er sagt, så er ‘crossover’-elementet i X2 en dygtigt udført optisk illusion. Det ville nok være mere korrekt at beskrive den som en crosscoupé med fire døre, når det kommer til stykket, eller en kamelæon-crossover — men det ville nok kun øge forvirringen …

 

BMW X2 sDrive20i M Sport

 Motor Turbo R4 2,0

Ydelse 192 hk @ 5.000 o/min, 280 Nm @ 1.350 o/min

Præstationer 0-100 km/t 7,7 sek., topfart 227 km/t

Forbrug 18,2 km/l

Pris 489.214 kr.

ALWAYS AUDI

Den nye Audi Q2 er alt det, du forventer at den skal være, og lige præcis anderledes nok til at den adskiller sig fra resten af A3-serien, men du kunne godt ønske, at Audi var gået længere …

 

Det ville ikke være helt urimeligt at sige, at Audi Q2 på nogen områder gør alt det den skal, og på andre områder gør intet af den skal. Det er det seneste medlem af Audis Q-familie, skabt i den mini-SUV-crossover-stil som er det de unge vil have lige nu (og ganske mange af dem, der ikke er unge mere). For Audi-kunderne er den alt det en Audi skal være, og alt det du ville forvente af en Audi. Det er, i bund og grund, en let hævet A3, baseret på den samme MQB-platform og med et (lidt) anderledes design.

Så langt, så godt, kan man sige. Alligevel ville du ønske Audi var gået længere. Der er tendenser til det, som i den markerede hoftelinje — eller C-stolpen, som kan fås i forskellige kontrastfarver — og så er der kølergrillen naturligvis, der bliver ansigtet på alle de nye Q-modeller fremover. Så langt, så Audi, kan du sige. Men alligevel er det som om den gerne vil, men ikke gør. Eller tør. Det er veludført i alle detaljer, men desværre også lidt forudsigeligt. Det virker som det revolutionerende design fra Audi er forbeholdt deres elbiler, som jo indtil videre er på konceptstadiet, og det kan naturligvis være en helt bevidst strategi — som med BMW’s i-modeller, eksempelvis.

bugatti-yacht-10-1440x960

BÅDE En Bugatti yacht? Naturligvis!

Der er tale om en soft-roader, selv om den styrer både præcist og forudsigeligt uden at komforten går tabt, akkurat som en VW Golf eller en Audi A3. Dem, der skriver om biler, har en tendens til at fremhæve BMW og fable om indstyring og baghjulstræk, men lad os bare se det i øjnene. Langt de fleste af os ville køre hurtigere i en Audi, og Q2 deler gratis lektioner ud i lige præcis den disciplin til alt andet med forhjulstræk lige nu.

Den er 20 centimeter kortere end en Q3 og en anelse bredere, men 13 centimeter kortere, end en A3 Sportback. Ingen tvivl om at den indlysende rival er MINI Countryman, men du kan ikke lade være med at tænke på, at Q2 vil stå overfor en udfordring i form af den større — og billigere — Peugeot 3008, ikke mindst på det danske marked. Og et af de bedste salgsargumenter bliver nok, at Audis ‘Virtual cockpit’ hvor instrumentbordet er en TFT-skærm, stadig er ekstraudstyr til små 50.000 kroner i en Q2, mens Peugeot har indført det som standardudstyr.

koenigsegg-regeras-geneva-2017-03-960x640

BILER De første Koenigsegg Regera

Den er lige akkurat høj nok, og tilstrækkelig anderledes, til at du kan se det er noget andet end en A3, og først og fremmest er den ekstra bredde tydelig foran. Der er ikke lige så mange muligheder for at gøre den personlig som i en MINI, men det meste af det havde heller ikke passet ind her (med mindre du gerne vil have en Q2 med Union Jack på taget…). Det mest eksotiske er C-stolpen som kan fås i tre nuancer af sølv eller karrosserifarven.

FullSizeRender_9

Interiøret er som du kender det fra A3, men det virtuelle cockpit som fuldender det hele, koster altså 50k. Ouch!

Når det er sagt, så kommer du aldrig til at savne ekstraudstyr i en Audi, og heller ikke i en Q2, og hvis du vælger alt det, du gerne vil have, så løber prisen altså i vejret — testbilen sneg sig lige over en halv million kroner med ekstraudstyr, og det var vel at mærke uden ‘virtuel cockpit’ eller lydsystemet fra Bang & Olufsen.

wrensilva-loft-audio-console-06-960x640

GADGETS Analog nostalgi fra Wrensilva

Det, du får, er en lidt højere kørestilling, som lige nøjagtig giver lidt SUV-vibes, men indvendigt er alting som du kender det fra A3. Og interiøret er som altid et studie i minimalistisk perfektion, selv om du har set det hele før. Bortset fra skærmen øverst på midterkonsollen, som dog ikke længere kan køre ned i instrumentbordet som i A3, hvilket er lidt synd.

Motorprogrammet er også som du kender det med benzin og diesel fra 116 til 190 hk, mens en SQ2 og en RS Q2 venter lidt længere fremme. Testbilen havde den 150-hestes benzin med turbo samt den 7-trins S-tronic transmission, og begge dele leverer en fornemt — men temmelig underspillet — indsats. Det er faktisk en fin motor, den lille 1,4 turbo, først og fremmest på grund af de 250 Nm, som gør at den altid trækker igennem helt fra bunden.

nike-flyknit-racer-blue-glow-yellow-strike-001

MODE Blue Glow fra Nike

Så hvad er Audi Q2? Det er ingen tvivl om at den vil ramme det brand-fokuserede publikum som Audi går efter, specielt dem, der allerede har udviklet en svaghed for Audi, og den er lige præcis anderledes nok til du bemærker den. Om den vil trække kunder fra andre mærker, er lidt sværere at svare på, for der er mange muligheder i crossover segmentet lige nu, og der kommer hele tiden flere til …

 

Audi Q2 1,4 TFSI CoD

 

Motor Turbo 1,4 R4, 16V

Ydelse 150 hk @ 5.000 o/min, 250 Nm @ 1.500 o/min

Præstationer 0-100 km/t 8,5 sek., topfart 212 km/t

Forbrug 19,2 km/l

Pris 370.250 kr.

DA PEUGEOT OVER-AUDI’EDE AUDI

Peugeot 3008 er ikke bare en ny Peugeot, men en Peugeot der skal redde franskmændene fra Korea-ekspressen, hvilket forklarer, hvorfor Peugeot har skabt et interiør, der er mere Audi end Audi

 

I 2007 var selv Peugeots konceptbiler af den slags, du krydsede fingre for aldrig ville gå i produktion. Som 908 RC, der var udstyret med en V12 turbodiesel fra Peugeots Le Mans-racer og så ud som om nogen havde bedt Jim Morrison om at designe en limousine til Cruella de Villes begravelse efter en solid dosis LSD.

Den nye 207 var så uinspirerende, at kunderne end ikke opdagede den eksisterede, og blev ved med at købe 206. Og så var der naturligvis den første 3008, som ikke kunne bestemme sig for om den skulle være MPV, SUV eller blot et forsøg på at gøre varevogne mere sexede, hvilket i virkeligheden ikke gjorde den store forskel, for ingen af delene lykkedes. Det var ikke så meget at Peugeot hvilede på laurbærene fra 80’erne i 90’erne og de første 10 år af 00’erne. Det virkede mere som om de var gået i koma.

YTo2OntzOjI6ImlkIjtpOjEzODYyMDI7czoxOiJ3IjtpOjMyMDA7czoxOiJoIjtpOjIyNjM7czoxOiJjIjtpOjA7czoxOiJzIjtpOjA7czoxOiJrIjtzOjQwOiI2MjUyYTI2NjYyZGRkY2U1ZWM2M2NhYThkY2E3YWYzMjhjODVkYjcwIjt9

BILER En superfast Ferrari

Krisen, som fik dem til at vågne op, var lige så fortjent som den var forudsigelig. I løbet af ret kort tid var pengekassen tom hos den franske gigant, der havde skabt sin formue på at fremstille peberkværne, cykler og korsetter med blonder over et skelet af hvalknogler (lad være at spørge…). Det var et problem i Frankrig, for Peugeot, der også ejer Citroën var en af landets vigtigste arbejdsgivere, men der er ganske klare EU-regler for, at staten ikke under nogen omstændigheder må gå ind og hjælpe nødlidende virksomheder økonomisk.

Så de franske stat gik ind og hjalp Peugeot økonomisk med lidt assistance fra kinesiske Dongfeng. Det sidste for at gøre det hele lidt mere spiseligt for bureaukraterne i Bruxelles, for franskmænd har alle dage ment at EU-regler er sådan noget som kun bør håndhæves i lande der ikke fremstiller cognac.

FullSizeRender_7

Det virtuelle cockpit koster 40.000 kroner til din Audi A4. Det er standardudstyr til din Peugeot 3008, selv i billigste model

Peugeot fik også en ny designchef, der startede sin karriere med at gøre det ingen troede var muligt, da han redesignede Citroën Berlingo, så den om muligt blev endnu mere frastødende. Samt et nyt slogan, “Motion & Emotion” (som ikke skal give associationer til den sammenbidte mand i en snedækket indkørsel som med frosne fingre drejer tændingsnøglen uden at se andet det svage røde lys fra ladelampen inde bag instrumentbordets rimdækkede glas, mens han hvæser et sammenbidt “Start så dit forpulede læs lort!”).

C4TObPkWIAIkpyV

GADGETS Pirelli til pisterne

Der er mening bag strategien. Peugeot har intet andet valg. Den, der ikke skaber et brand med emotion, bliver kørt over af Kia og Hyundai. Du har ikke lyst til at sidde på skinnerne når Korea-ekspressen kommer forbi. Så Peugeot 3008 ikke bare en Peugeot, men en Peugeot med premium-ambitioner, på alt andet end prisen. Én ting er designet, der er skabt med det ene formål at få den til at se så stor og dyr ud som overhovedet muligt. I virkeligheden er 3008 en meget vellykket optisk illusion. I bund og grund er det her en rival til Audi Q3, men når du står ved siden af den ligner den mere en rival til Audi Q5, selv om udgangspunktet er en bil i Golf-klassen. Men det er indvendigt at Peugeot for alvor har taget det hele til et nyt niveau.

Materialerne føles ikke som en bil, men som et dyrt møbel. Dørsiderne starter med en flade af imiteret kulfiber (der har den samme bløde varme fornemmelse som den ægte vare, fordi ægte kulfiber er en pestilens at arbejde med i serieproduktion), et strejf af aluminium og derefter stof af den slags du ville forvente når du synker ned i sofaen. Det fortsætter gennem kabinen, afbrudt af sektioner i læder, mere aluminium og plads til mobiltelefoner, en mindre iPad og alle de andre enheder vi har med os alle steder.

morgan-ev3-junior-electric-car-kids-6

GADGETS En Morgan til søde børn

Motion & Emotion? Glem ’motion’ i et øjeblik. Alt hvad du rører ved er lækkert, blødt og varmt. Det er det der er hele pointen. Alvorlig talt, kør forbi MINI og tag fat i dørhåndtaget eller tankdækslet, og du bliver mødt af billig plads, der ville få selv en kvalitetsinspektør til at mumle nedladende bemærkninger på flydende mandarin. Det Peugeot gør, er det B&O gør med deres fjernbetjeninger. Det du rører ved, det skal ose af kvalitet. Det er emotion.

Så er der selve instrumentbordet. Audi og Volkswagen er med rette stolte af deres ‘virtuel cockpit’, der debuterede i Audi TT, men det koster små 40.000 kroner i en A4, fordi det også kræver Business-pakken og navigation. I den nye 3008 er virtuel cockpit standard, selv i den billigste version — og her snakker vi en crossover som starter på 279.000 kroner. Så instrumentbordet foran føreren er et stort display, der både kører de klassiske instrumenter, navigation eller en blanding af de to.

FullSizeRender

Du er ikke i tvivl om at Peugeots designere brugte en hel del tid på designet af grafikken til de nye instrumenter

Grafikken er skarp, som den skal være i Retina-alderen, og selve instrumenturene er i en lækker blå finish, som får dem til at se forkromede ud. Ingen tvivl om at Peugeots designere har brugt en hel del tid på softwaren, hvilket er smart, for det er software og software er som bekendt gratis at producere. Der er også en skærm øverst på midterkonsollen, der har fået en række knapper, så du på et øjeblik kommer rundt i de forskellige menuer. Okay, indtastningen af adressen i navigationen er stadig lidt gnidret, men i det mindste har lydstyrken til audiosystemet en drejeknap. Der er 12V-stik, der er USB og der er trådløs opladning af din Android smartphone. Alt sammen standard.

Omega-Speedmaster-Speedy-Tuesday-Tribute1612302706

URE Limited Edition Speedmaster

Peugeot har over-Audi’et Audi, hvilket ikke er nogen lille bedrift fra den franske bilindustri, som siden 70’erne har været ude af stand til at bygge noget, deres egen præsident kan transporteres i (alvorlig talt, helt frem til 90’erne benyttede man stadig en Citroën SM der, som var det barmen på en glædespige fra Las Vegas, var kunstigt forlænget og med tilnavnet ‘Presidentielle’).

Lige nu kører præsident Hollande i en pansret Citroën C6, der aldrig brød i gennem i premium-segmentet, og derfor blev et strålende eksempel på alt hvad der var galt med fransk bilindustri. Præsident Hollande burde køre Peugeot 3008 som et bevis på, at løven er tilbage. Gerne versionen med den 3-cylindrede turbomotor og de 130 hk, som ikke bare er økonomisk men også forbavsende underholdende. Og bilen som over-Audi’ede Audi.

 

PEUGEOT 3008 1,2 e-THP ALLURE

 

Motor 1,2 R3 turbo, 12V

Ydelse 130 hk @ 5.500 o/min, 230 Nm @ 1.750 o/min

Præstationer 0-100 km/t 10,6 sek., topfart 188 km/t

Forbrug 19,6 km/l

Pris 348.990 kr.