Tag Archives: Volvo

VOLVO PÅ BUDGET

Kald det bare Volvos budgetmodel, mens selv om basisudgaven af den mindste Volvo XC40 har fået en cylinder mindre, så er der ikke ændret på premium-fornemmelsen fra den lille svensker som udfordrer tyskerne …

 

“Jeg er ikke meget for at sige det, men Volvo er faktisk ved at blive en alvorlig konkurrent for os,” var der en fra BMW som sagde forleden. Og der er ingen tvivl om, at de nye kinesiske ejere de seneste år har haft held til at udvikle Volvo til noget, som for alvor kan udfordre tyskernes dominans i premium-segmentet, hvilket det vel trods alt var de færreste som havde forestillet sig da Geely tog over i 2010.

XC40 er blot én af de mange nye modeller som er væltet frem de seneste år, men det er svært at få galt i byen med en lille SUV for tiden. Her er vi så på det laveste udstyrstrin, som blot hedder Base, så det er med andre ord så billig en Volvo XC40 bliver. Et af de steder der er sparet er i motorrummet, hvor der nu mangler en cylinder.

YTo2OntzOjI6ImlkIjtpOjE1Mzk1MzI7czoxOiJ3IjtpOjMyMDA7czoxOiJoIjtpOjMyMDA7czoxOiJjIjtpOjA7czoxOiJzIjtpOjA7czoxOiJrIjtzOjQwOiI4ZDcxYmU5NWM0NDYwZGU0M2FmZThhYjI2ZGVhZTdhN2ViNGJkYThjIjt9-1

BILER Moby Dick vender tilbage

Det her er faktisk en trecylindret Volvo, selv om du lige skal dappe på speederen for at høre det, og selv da vil det gå hen over hovedet på de fleste. Volvo har én motor i dag, for uanset om den har tre eller fire cylindre, kører på diesel eller benzin, så er den bygget på samme blok. Så man har ganske enkelt kappet en cylinder af.

Volvos ingeniører har gjort en hel del for at udjævne vibrationerne ved tomgang, der er den 3-cylindrede motors akilleshæl, mens de ofte har en energisk lyd så snart de kommer op i omdrejninger. Volvos 3-cylindrede motor er ingen undtagelse. Den har 156 hk og 256 Nm, hvilket er rigeligt til almindelig kørsel, selv om du på motorvejen godt kan savne lidt mere oomph i femte gear.

IMG_0017

Knapperne i Base er sorte, hvilket ikke gør det nemmere at se dem om natten, skulle vi hilse og sige!

Det betyder også, at du skal bruge lidt flere omdrejninger, hvis du har travlt, og det ses naturligvis på forbruget. Kør den som en lille engel, og du kan godt lokke den op til 20 km/l, men samtidig kan du også ende på 11-12 stykker, hvis det skal gå dikkedik, mens den er opgivet til et gennemsnitligt forbrug på 15,9 km/l.

Til sammenligning er Peugeots 3-cylindrede turbo opgivet til 19,6 km/l, hvilket jo alligevel er omtrent 25 procent længere på literen, og selv om den på papiret både har lidt færre heste og moment, så føles de som de er på omgangshøjde. Vi kommer dog til at se en hel del til den 3-cylindrede motor, for den bliver rygraden i Volvos kommende ‘Twin Engine’ plug-in hybridsystem i de mindre modeller.

proxy.duckduckgo.com

GADGETS Vækkeuret som brygger kaffe

Selv ikke basisudgaven kan tage lækkerheden ud af interiøret, og selv om det kræver lidt tid af blive helt gode venner med den svenske iPad som troner i midten, så oser det af underspillet lækkerhed. Volvo lader ikke Audi noget tilbage når det gælder options du kan tilføre, og testbilen havde fabriksmonteret ekstraudstyr for over 100.000 kroner (Smartpone Link som kan køre Apple CarPlay og Android Auto koster eksempelvis 7.000 kroner, , men selv uden det, ville du stadig sidde i hvad der sandsynligvis er de bedste sæder på markedet lige nu.

Et sted, der er sket en stor forandring, er dog gearkassen for den 6-trins manuelle transmission er helt ny, og skifter med en Mazda MX-5-agtig præcision, selv om køreegenskaberne er så svenske og godmodige som du vil forvente. Selv til prisen kan du ikke kalde den et slagtilbud, men hvis du er på markedet efter en bil i premium-klassen, der er designet som en lille SUV i stedet for en stor crossover, og vil du hellere køre svensk end tysk, så er det altså her festen starter.

 

Volvo XC40 T3 Base

 

Motor 1,5 R3 turbo

Ydelse 156 hk @ 5.500 o/min, 265 Nm @ 1.850 o/min

Præstationer 0-100 km/t på 9,4 sek., topfart 200 km/t

Forbrug 15,9 km/l

Pris 402.980 kr.

 

THE NO-BRAINER

Den bedste Volvo lige nu er XC40, som med sit kantede design kører lige ind som en af favoritterne i den lille SUV-klasse, hvor modeller som BMW X1, Mercedes GLA og Audi Q3 har haft det alt for nemt alt for længe

 

Lad os ikke bruge tid på historien om, hvordan Ford ikke forstod Volvo, men blot konstatere, at Ford ikke forstod Volvo — eller rettere, at de ikke forstod hvad det var Volvo-kunderne gerne ville have. På samme måde som det Jaguar-kunderne ikke ville have var en Ford Mondeo kaldet X-type. Måske var det derfor Ford solgte Volvo til kineserne og Jaguar-Land Rover til inderne, da der jo var alle tegn i sol og måne på, at folk som i ramme alvor vil suppe ud af fuglereder, samt en nation, der mener køer er hellige og bør have forkørselsret i trafikken, burde have endnu mindre forstand på hvad kunderne i premium-segmentet ønsker sig.

De kinesere som købte Volvo viste sig dog at være nogen snedige sataner, der studere markedstrends og bevægelser, hvorefter de tilpassede produkterne til det kunderne ledte efter (alvorlig talt, hvem gør den slags?), og det viste sig, at det kunderne gerne ville have, var et alternativ til de tyske premium-mærker og deres kølergrills-fetich, hvilket er præcis det Volvo har gjort med XC40.

Den er omtrent samme størrelse som Nissan Qashqai, har plads til fem og er meget svensk, med alt hvad det medfører. Der er dem som vil sige at Volvo allerede har en model i dette segment i form af V40 Cross-Country, så er XC40 anderledes. Først og fremmest er det et mesterligt eksempel på industrielt design, der får Audi Q3, BMW X1 og Mercedes GLA til at se en anelse halvhjertede ud.

0M2A3585

BILER Brænd din MPV

Testbilen er en XC40 T5 AWD Aut. R-Design som med udstyr koster 895.167 kroner, hvilket er for meget at betale for en Volvo XC40, og sandsynligvis et godt argument for Care by Volvo, hvor du kan have bil på abonnement. Det ændrer dog ikke på, at Volvo ikke lader tyskerne noget tilbage når det kommer til priserne, heller ikke når det gælder ekstraudstyr (testbilen havde for 220.000 kroner ekstraudstyr).

Nuvel, du kommer nok under alle omstændigheder til at lease din ny XC40, og der kan du få en T4 for 4.995 kroner om måneden med 15.000 kilometer. Det er omtrent det samme som du betaler for en VW Golf, og så kan du tilkøbe yderligere 15.000 kilometer for blot 1.000 kroner, hvilket må siges at være yderst rimeligt.

Én ting som er lidt besynderligt, det er, at XC40 kører bedre end resten af Volvos nuværende modelprogram, fordi den har et hurtigt styretøj og bevæger sig bedre om sin egen akse. XC60 og XC90 er fine biler, der undertrykker din indre sociopat og oser af komfort, men de kører ikke så godt som XC40. Men hvis Volvo er i stand til det her, hvorfor kører XC60 så ikke på den måde?

xj6nickomcbrain1-2

BILER En Jaguar til Iron Maiden

Der er også køreprogrammer, Eco, Comfort, Off-road og Dynamic. Der er ikke elektronisk undervogn, så det er i bund og grund speederresponsen og gearkassen du ændrer lidt på. Dynamic kræver at du skifter selv, men fordi der er otte trin, er det sin sag at finde rundt i alle gearene, men hvis ikke du skifter selv, bliver den hængende deroppe. I Eco lider speederen til gengæld af søvnapnø, så der går ikke særlig lang tid før du lader den være i Comfort. Det, der er anderledes er, at Volvo endelig har park-by-wire, så du ikke skal sætte gearvælgeren i Park når du stopper. Som en sikkerhedsanordning er ’N’ lagt ind, så det kræver to klik at komme fra ‘P’ til ‘D’ og det samme fra ‘D’ til ‘R’.

Motorvalget er nemt, for Volvo har kun den ene, som findes i forskellige versioner, men den virker bedre isoleret og integreret her. Indvendigt er den som du kender det fra XC60 og resten af Volvos nye modeller, og sikkerhedsudstyret som kan specificeres og integreres efter ønske, hvilket forklarer hvorfor mange vælger en XC40 med det hele i stedet for en XC60 med det halve — måske også fordi der er fornuftig plads både på bagsædet og i bagagerummet.

IMG_8403

Ligner de tæpper noget fra din morfars Volvo 242 anno 1974? De orange Lava-tæpper er ekstraudstyr og fremstillet af genbrugsplast

Kritikpunkter? Volvos infotainmentsystem, der betjenes via den store skærm, er stadig ikke det sidste ord i brugervenlighed. Det er blevet bedre, men der er stadig funktioner, som ikke er intuitive, og der er brug for en controller til at styre den. I betragtning af Volvos filosofi om sikkerhed, så er det absurd, at det kræver du kigger væk fra vejen for at sætte fingeren præcis på skærmen. Og når nu vi er ved ting som giver røde mærker i karakterbogen, så er C-stolpen temmelig bred på grund af designet.

REC-801-0401

URE Når en skrottet Porsche 911 bliver et ur

Designet er dog der, hvor XC40 skiller sig ud. Der er bestemt lidt “Tonka Toy” over den, og de kantede former kommer ikke til at trække ned, da de gør den mere SUV-agtig i forhold til konkurrenterne. Audi Q3 er gammel nu, mens BMW X1 og Mercedes GLA er lidt for tæt på de hatchbacks som var udgangspunktet. Men den største rival til XC40 kan meget vel være Peugeot 3008, for selv den dyreste GT-Line med 165 hk, alt i udstyr og automatgear koster mindre end den billigste XC40.

Alligevel er der ingen tvivl om at Volvo har ramt meget tæt på bullseye her. XC40 har den rigtige stil, den rigtige kvalitet og det rigtige image. Om det er den bedste bil i klassen er svært at sige, men det er under alle omstændigheder den bedste bil Volvo laver lige nu. Og så er det naturligvis en total no-brainer at bygge en mindre model, der kan samle op på succesen med XC90 og XC60.

Ford ville have klistret et par plastpaneler på en V40 og kaldt den V40 Cross Country … okay, det gjorde Volvo så også, men du forstår hvad vi mener, ikke?

 

Volvo XC40 T5 AWD Aut. R-Design

 

Motor 2,0 R4 turbo

Ydelse 247 hk @ 5.800 o/min, 350 Nm @ 1.800 o/min

Præstationer 0-100 km/t 6,5 sek., topfart 230 km/t

Forbrug 14,1 km/l

Pris 665.638 kr.

 

 

 

VERDENS MEST SEXEDE BIL

Der findes ikke noget mere sexet end en Volvo, så her er den nye V60, der er designet til at få kvinder til at længes efter et hus i Nordsjælland, en labrador, en positiv graviditetstest og en underspillet svensk status-stationcar …

 

Beklager, hvis du skal imponere en kvinde med din bil, så skal det hverken være en Mercedes (Freud ville kalde det typisk overkompensation), en Ferrari (du ser dig selv som en Alfa-han, men dit ego er skrøbeligt) eller en Porsche (tænk hvor mange sko for Prada man kunne få for det sådan en koster?). En Volvo sender derimod alle de rigtige signaler. Du holder af kvalitet, uden at behøve råbe om det (den der kølergrill, ikke Audi?) og du sætter sikkerhed over de der barnlige behov mænd har for at skulle overhale andre (ja, det er dig vi mener, BMW …).

applepark3.0-1

GADETS Apples ansatte går ind i Apples glasdøre …

Det her er så den nye Volvo V60, som hvor end den kommer frem, vil give kvinder en voldsom lyst til at blive gravide for det tilfælde at ejeren er ugift og uden for mange skeletter i skabet som ekskoner, børn fra tidligere ægteskaber og hustrubidrag. Det var ikke for sjov Volvo valgte at henlægge præsentationen til en villa i Stockholm, hvor hen af begge køn kunne beskue den. For det er familien der er i fokus for Volvo V60.

Den nye V60 er bygget på samme platform som XC60, og det er ikke noget tilfælde at det lige var V60 — altså stationcarudgaven — som blev vist først. For stationcar er Gud for Volvo-kunderne. I modsætning til den gamle V60 virker den nye større og mere i retning af V90. Priserne kendes endnu ikke, men skal du have en V60, kan det være en god idé at bestille den nu enten som dieselmodellerne D3 og D4, eller benzinmodellen T5. For allerede i 2019 er alle Volvo’er elektrificerede, hvilket betyder, at de enten er elbiler eller med hybrid.

vvtogplxdto3tszeje1c

MOTORSPORT Alfa tilbage i Formel 1

Indtil videre er der to hybridmodeller, T6 TwinEngine AWD med 340 hk eller T8 TwinEngine AWD med 390 hk, som de fleste børnefamilier nok alligevel vil betakke sig for at skulle betale for. At alle modeller fås med alt tænkeligt aktivt og passivt sikkerhedsudstyr er en selvfølge med en Volvo.

Den nye Volvo V60 introduceres i Danmark i maj, og senere i år kommer den nye S60, hvis du absolut ikke vil have en stationcar. Men ærlig talt, hvis du køber en Volvo som sedan, kan du ligeså godt investere i en Audi og begynde at spille golf. En fritidsinteresse der nu er uløseligt forbundet med Donald Trump. Du kan godt selv se problemet, ikke?

New Volvo V60 exterior
New Volvo V60 exterior
New Volvo V60 exterior
New Volvo V60 exterior

223562-new-volvo-v60-exterior-1

New Volvo V60 exterior
New Volvo V60 exterior

223561-new-volvo-v60-exterior-1 223529-new-volvo-v60-interior-1 224661-new-volvo-v60-interior-1 223518-new-volvo-v60-interior-1 223558-new-volvo-v60-exterior-1 223522-new-volvo-v60-interior-1

 

KONGEN AF VOLVO

Den gamle XC60 var ikke bare den mest succesfulde Volvo nogensinde, men Europas bedst sælgende SUV-model i mellemklassen, så den nye XC60 har en hel del at leve op til

 

SUV-segmentets mellemklasse er ikke et sted for de halvhjertede. Der er tyskerne som Audi Q5, Mercedes GLC og BMW X3 med lækkert design, den seneste teknologi og stærke brands. Dertil kommer Alfa Romeo Stelvio, Land Rover Discovery Sport, Range Rover og Jaguar F-Pace, og nu er Volvo så endelig nået til at den nye generation af XC60.

Den første XC60 var ikke kun den bedst sælgende Volvo nogensinde — det var faktisk den bedst sælgende SUV i mellemklassen i Europa — så der var virkelig kun én måde Volvo kunne følge den op, og det var at tage den nye XC90 og skalere den ned.

ferrari-suv

BILER Jo, Ferrari bygger en SUV

Så platformen, motorerne (Volvo har kun den samme …) affjedring, sæder og det meste af interiøret er præcis som i XC90. Du mister ganske vist den sidste række sæder, men der sidder sandsynligvis aldrig nogen alligevel, og til gengæld får du en bil, der er nemmere at parkere.

Indtil videre får du kun firehjulstræk og automatgear, mens modelprogrammet udgøres af T6 med 320 hk, samt dieselmodellerne D4 og D5 med henholdsvis 190 og 235 hk. De mindre versioner med forhjulstræk ankommer senere, og de kan være værd at vente på, for det er lidt svært at se pointen med firehjulstræk i en XC60. Den har ingen offroad-ambitioner.

Alternativt skal man gå hele vejen og vælge topmodellen T8 ‘Twin Engine’, hvor den 4-cylindrede motor har både turbo og kompressor og trækker på forhjulene, mens en elmotor driver baghjulene. Der, hvor mekanikken til firehjultrækket normalt findes er der placeret batterier, for T8 er en plug-in hybrid, som kan køre små 30 kilometer på ren el.

stelvio-03

BILER Alfa Romeo bliver indisk?!?

Hvis der er en sprække i Volvos panser, så er det dog i motorrummet. Volvo har som bekendt kun én motor, der fremstilles i forskellige versioner med benzin eller diesel. Problemet med T6 er, at de ikke føles så kraftig som den burde være, og den er ingen match for de 6-cylindrede maskiner fra BMW. Der mangler noget “oomphh”, men det er ikke sikkert at det er noget Volvo-kunderne går så højt op i, for XC60 har andre kvaliteter, ikke mindst mere sikkerhedsudstyr end nogen anden bil på planeten.

Som Steering Support, der hjælper dig med at styre udenom, hvis der kommer en forhindring i vejen, og kan bremse hjulene i den ene side, så du bliver ved med at vende den rigtige vej. Når det er sagt, så blev autobrake aktiveret af parkerede biler et utal af gange under testen, så måske følsomheden skal skrues en lille smule tilbage …

Indvendigt er den skandinavisk, moderne og designet med mat træ og lækre tekstiler, helt som du forventer — og selvfølgelig kan du matche det op med aluminium og sort læder, akkurat som i din Audi eller BMW. Instrumentbordet er på en LCD-skærm, der også kan vise navigation, og den svenske iPad — Volvos centrale touch-screen — har fået en tiltrængt opdatering, med menupunkter i siden, som gør den nemmere at bruge, selv om den stadig savner en controller.

Koenigsegg2

VIDEO Koenigsegg slår rekord fra 0-400-0 km/t

Du skal også stadig fysisk bevæge gearvælgeren fra ‘D’ til ‘P’ når du stopper, men det er en detalje, som formodes snart at ville ændre sig. Den nye lille XC40 har park-by-wire, hvor gearvælgeren automatisk går i ‘Park’ når motoren slukkes.

Så hvad er XC60? Det er en på alle måder mere overkommelig XC90, både når det gælder størrelse og pris. Det er en formidabel cruiser, som tager hånd om dig og din familie på alle måder, og selv i en klasse, hvor ingen giver ved dørene, kunne den godt blive lige så succesfuld som sin forgænger. For XC60 er ikke bare Volvo, det er kongen af Volvo.

Og så er det stadig verdens mest sexede bil. Alvorlig talt, kvinder elsker Volvo som ingen anden bil før eller siden. Med mindre du er Tom Selleck, så har du brug for en Volvo …

 

Volvo XC60 AWD Aut. Inscription

 

Motor 2,0 R4 turbo

Ydelse 320 hk @ 5.000 o/min, 400 Nm @ 2.200 o/min

Præstationer 0-100 km/t 5,9 sek., topfart 230 km/t

Forbrug 13 km/l

Pris 890.000 kr.

NY VOLVO XC40

Volvo går nu ind i den lille SUV-klasse med den nye XC40, som byder ind med et skarpt design og et helt nyt koncept kaldet Care by Volvo, hvor du abonnerer på din bil som på din mobiltelefon, og får en ny hvert andet år

 

Der er store forventninger til den nye XC40, som for første gang fører Volvo ind i det lille SUV-segment, og her er der ikke nogen, som får noget forærende. Derfor har Volvo også tænkt helt nyt, ikke mindst i konceptet bag, som kaldes Care by Volvo, og lyttet til kundernes input fra XC90 og XC60 — XC40 har eksempelvis park-by-wire på automatgearkassen, så gearvælgeren automatisk går i ‘P’ når motoren slukkes, hvilket den ikke gør på XC60 og XC90 i dag.

Designet er meget som de konceptbil er Volvo tidligere har vist, og faktisk mere kompromisløst end XC60 og XC90. Men i denne klasse er stil en absolut nødvendighed, for man er oppe mod de stærke tyskere. Indvendigt har man til gengæld brugt alle de samme elementer som findes i de større modeller, akkurat som BMW, Audi og Mercedes gør.

FullSizeRender_1

BILER Tipo vender tilbage

Platformen er naturligvis Volvos nye Compact Modular Architecture, så altså den samme platform der bruges til de større Volvo-modeller. En af de sværeste discipliner for en bilfabrikant er at bygge små biler der lever op til de præferencer som udstikkes af de større modeller. Men en XC40 er i virkeligheden en mindre XC60 — samme platform, samme motor (Volvo har kun én …) og et langt stykke hen af vejen samme interiør. CMA er forberedt til at håndtere både elektrisk firehjulstræk og en ren elbil. Begge dele er en hjørnesten i Volvos strategi, hvilket mange medier fik galt i halsen, da de skrev, at Volvo i løbet af få år kun vil lave elbiler. Det er ikke rigtigt. Men alle Volvos modeller bliver elektrificerede — altså enten rene elbiler eller med hybridteknik.

Til sidst er der Care by Volvo som er et alternativ til privatleasing, men med en langt højere grad af convenience. Der er ingen udbetaling og i virkeligheden er det en slags leje/abonnementsordning. Du specificerer en bil, kører den i 24 måneder, hvorefter du får en ny bil. Service, klargøring og forsikring er en del af aftalen, og du kan endda få leveret varer direkte til bagagerummet af din bil mens du er på arbejde — og skal du bruge en større bil i en periode, så kan Volvo også klare det.

01-porsche-mission-e-concept-frankfurt-1

BILER Flere detaljer om Mission-E

Volvo sammenligner det med den måde du har din mobiltelefon, hvor du betaler et abonnement for en række tjenester, og du så løbende opdateres med ny hardware. Programmet skydes i gang med XC40, men vil løbende blive udbygget til også at omfatte Volvos øvrige modelprogram. De forskellige tjenester styres med en app, hvor du også kan dele din XC40 med andre.

Der er to modeller ved introduktionen, nemlig XC40 D4 med 190 hk og XC40 T5 med 247 hk, begge med firehjulstræk og 8-trins automatgear. Efter årsskiftet kommer de mindre modeller med forhjulstræk og manuelt gear som T3, T4 og D3. Senere kommer en hybridmodel med 3-cylindret benzinmotor og elmotor. Når det gælder dimensioner er den 442 centimeter lang og 165 centimeter høj, og altså 26 centimeter kortere end storebror XC60.

 

 

DA VOLVO BLEV COOL

Kan man være cool i en Volvo? Den nye XC90 gør i hvert fald et hæderligt forsøg med kombinationen af benzin- og elmotor, elektronisk firehjustræk og et interiør, der mest af alt minder om Illums Bolighus

 

Vi bliver nødt til at starte med Range Rover, der er så stærkt et brand at ikke engang Ford kunne spolere det. Ikke så snart var Range Rover solgt til Tata i Indien, før folk begyndte at købe Ranger Rovers igen, for de tyske SUV’ere er imponerende, men de er ikke cool. En Audi Q7 er en Audi som Audi glemte at designe, fordi de var for optagede af at give den laserlys, eller fordi de havde fundet en måde at gøre kølergrillen større. Mercedes M-klasse bliver ved med at skifte navn (nu hedder den GLC eller GLE, hvem ved?) og den nye BMW X5 ser ud som om den er identisk med den gamle BMW X5.

Derudover er de meget tyske. Der er en grund til at James Bond ikke er tysker, og det er fordi det aldrig bliver cool at være tysk og derfor er det bare mere cool at ankomme til et selskab i en Range Rover. Meget mere cool end det er at køre Volvo, for Volvo er svensk, og at være svensk er muligvis endnu mindre cool end at være tysk. Og ingen teenagedrenge ved deres sansers fulde fem lå nogensinde i deres seng om natten og drømte om at købe en Volvo.

170576-ferrari-portofino-1-1

BILER Ferrari California bliver til Portofino

Når du købte en Volvo var det altid med en smule modvilje, fordi det var noget du gjorde af praktiske årsager — fordi du skulle bruge syv sæder, som i den gamle XC90, fordi det var sikkert eller fordi din kone sagde du skulle — mens du i virkeligheden drømte om at købe en BMW M3 og fortælle ungerne at de selv måtte finde ud af at komme i skole.

Volvo var praktisk og svensk og snusfornuftigt og sikkert. Den nye XC90 er anderledes. Den er stadig praktisk og svensk og snusfornuftig og sikker, men den er også premium i ordets bedste forstand. Indvendigt er det som at sidde i noget, der er indrettet af dem, der leverer møbler til Illums Bolighus, og uden at begynde at grine hysterisk er i stand til at fortælle dig, at en spisebordsstol koster 45.000 kroner.

Den er også gigantisk. Selv en BMW X5 ser lidt klejn ud ved siden af en XC90, som næsten er fem meter lang og vejer 2,3 ton inden nogen har sat sig ind — men fordi det er en plug-in hybrid er der alligevel ingen af de autonome som med god samvittighed kan skære dine dæk op (specielt ikke hvis der er en Audi eller en Mercedes eller en BMW i nærheden).

IMG_6045

BILER Beverly Hills Car Club

Volvo bruger selv betegnelsen “Twin Engine”, fordi den har to motorer. En elmotor på 87 hk samt en benzinmotor — ja, benzin, ikke diesel — med turbo og 320 hk. Alt i alt giver det over 400 hk og 640 Nm (400 Nm fra benzinmotoren og 240 Nm fra elmotoren og sender dig fra 0-100 km/t på 5,6 sekunder.

Det virkelig interessante ved Twin Engine-konstruktionen er dog, at benzinmotoren trækker på forhjulene og elmotoren trækker på baghjulene. Der, hvor du normalt ville have en kardanaksel og et differentiale har Volvo placeret batterierne, som giver dig en rækkevidde på omkring 50 kilometer på strøm alene. Rent praktisk vil du nok køre knap så langt på el, men det betyder at morgenturen til og fra skolen eller børnehaven kan klares uden at benzinmotoren startes. Den er også sat til at køre 47,6 km/l, hvad du nok ikke gør, specielt ikke hvis du bruger samtlige 400 hk.

Og på minus siden? Motoren er ikke det sidste ord i gangkultur, og det er lidt et problem, for Volvo har kun den — der kommer ingen V6 eller V8. Og så er der størrelsen, som ikke er problem i Los Angeles eller Houston, men København bliver hurtigt en anelse lille. Men det problem har Volvo heldigvis løst med den nye XC60, der er som en XC90 der er sat tre numre ned.

En Volvo kommer naturligvis aldrig til at besidde den coolness som du finder i en Range Rover, men for mange vil den være et oplagt alternativ som den politisk korrekte SUV i forhold til BMW X5, Audi Q7 og hvad Mercedes nu har besluttet sig for at kalde M-klassen i den uge …

 

Volvo XC90 Twin Engine Aut. Inscription

 

Motor 2,0 turbo R4 + elmotor

Præstationer 0-100 km/t 5,6 sek., topfart 230 km/t

Ydelse 320 hk / 400 Nm (benzinmotor) 87 hk / 240 Nm (elmotor),

Forbrug 47,6 km/l

Pris 1.434.845 kr.

DEN DER SELVKØRENDE UBER…

En af Ubers selvkørende Volvo XC90 har været involveret i en trafikulykke i Arizona, og nu indstilles forsøget på ubestemt tid, indtil Uber ved præcis hvad det var der gik galt

 

Uber har besluttet sig for ikke at tage nogen chancer efter en ulykke i Arizona, og har derfor sat et foreløbigt stop for deres test af selvkørende Volvo XC90, mens man undersøger nærmere hvad det var der gik galt.

 

Overfor Engadget har Uber bekræftet, at bilen kørte selv da ulykken skete — samt at der ikke var nogen “bagsæde-passagerer” i bilen, da ulykken skete, men kun to ‘sikkerheds-chauffører’, og at ingen involverede i ulykken kom til skade. Det gik lidt værre ud over bilen, som dog ikke havde skylden, da en anden bilist ikke overholdt sin vigepligt.

rolex-yacht-master-40-candy-colored-gem-bezel-02-960x640

URE Yachtmaster med mere bling

Det efterlader dog stadig en del ubesvarede spørgsmål, for kunne en menneskelig chauffør have undgået ulykken? Eller kræver det en forbedring af softwaren? Selv om ulykken nemt kan afskrives som en af den slags ting der sker, når andre bilister ikke kigger hvor de kører, så bliver Uber naturligvis nødt til at forholde, at den slags vil ske fra tid til anden.

Volvo 40.2

BILER Volvo vil konkurrere med Tesla

De selvkørende biler kan godt være blevet sat lidt tilbage denne dag i Arizona…

VOLVO VIL KONKURRERE MED TESLA

Tesla skal ikke tro, at de får det hele for sig selv, for i 2019 forventes det at Volvo præsenterer deres første elbil med en rækkevidde på minimum 400 kilometer, størrelse som den nuværende S60 og en pris på lige over en kvart million kroner

 

Nu melder Volvo sig også som en konkurrent til Tesla — som om Porsche, Audi, BMW, Jaguar, Mercedes og Volkswagen ikke var nok. Volvos første elbil, der forventes at ankomme i 2019, kommer nemlig til at gå direkte efter Tesla Model 3, hvilket er tydeligt efter at svenskerne afslørede hvad prisen. Målet er at Volvos elbil kommer til at koster mellem 250.000 og 275.000 kroner (plus hvad der nu måtte være af afgifter til den tid …), og have en rækkevidde på 400 kilometer eller mere.

tag-heuer-connected-modular-45-3-960x640

URE Nyt schweizisk smartwatch fra TAG Heuer

Netop prisen er det der gør Volvo til en udfordrer, for mens der er mange premium-brands som kommer til at lancere elbiler i de kommende år rettet mod Teslas topmodeller som Model S og Model X, så tager Volvo en anderledes indgangsvinkel med en model, der forventes at blive samme størrelse som den nuværende S60/V60-serie.

Volvo-Concept-Coupe-1

Volvos coupé-koncept fra 2013 viste den nye designfilosofi. Måske den bliver virkelighed som elbil?

Den kommende elbil forventes til dels at være baseret på Volvos CMA-platform som også findes under den næste 40-serie, kombineret med moduler udviklet specielt til elbiler. I maj sidste år viste Volvo to elbiler, 40.1 Crossover og 40.2 Sedan, der også viste designet på den kommende XC40.

koenigsegg-regeras-geneva-2017-02-960x640

BILER De første Koenigsegg Regera

De kommende år vil Volvo udvide sit program af hybridbiler (indtil nu er benyttes hybridsystemet kun i topmodellen af XC90, mens der er en V90 Hybrid på vej), hvilet også kunne give anledning til nogle lidt mere eksotiske modeller, netop på el — som det coupé-koncept Volvo viste i 2013, som et startskud på den nye designfilosofi.

Audi-e-tron_quattro_Concept-2015-1600-0c

BILER Tre elbiler fra Audi

At udvikle en ny elbil repræsenterer en langt mindre investering end traditionelle benzin- og dieselbiler, og kan derfor bruges til mindre serier. Volvo vil gerne cementere deres position i premium-segmentet, og det kunne være en effektiv måde at gøre det på, uden at det betyder et uoverskueligt tab af svensk snusfornuft …

SÆLG DIN VOLVO V90…

Hvis du lige har købt en Volvo V90, så sæt den omgående til salg, for når Volvo V90 Cross Country først kommer ud til forhandlerne, så er der ingen som gider have din V90 mere — eller en XC90, for den sags skyld

 

Det er det samme hver gang. Du troede din iPhone 7 var den ultimative mobil, men nu er iPhone 8 allerede på vej, og den er alt det en iPhone 7 ikke er. Havde du en idé om, at Ferrari F12 Berlinetta var noget? Det var kun indtil Ferrari 812 Superfast dukkede op. Og tænk bare på det Beovision 11 du fik til en god pris, hvilket viste sig at være fordi det nye Horizon venter lige om hjørnet. Nu købte du så en Volvo V90, fordi den der XC90 alligevel var for meget af det gode, selv om du egentlig gerne ville have en SUV, og du følte du havde truffet det rigtige valg. Men det havde du bare ikke. Hvis du lige har købt en Volvo V90, så vil den blive aldeles demoraliseret første gang du møder Cross Country-modellen.

Det er ikke så meget som skiller dem ad, blot 65 millimeter i højden, og lidt kanter på skærmene, som du kan få lakeret i karrosserifarven, hvis du synes det grå plast er lidt i overkanten (eller “charcoal” som svenskerne kalder det).

panamera-sport-turismo-12-1

BILER Porsches stationcar

Selv om det var Audis Allroad som kom til at definere genren (fordi Audi var kommet håbløst bagud på den der SUV-bølge), så var Volvo faktisk først med V70 Cross Country i 1997, der blev en lille succeshistorie for svenskerne. En ting som overraskede både Volvo og Audi var, hvor terrænduelig opskriften var, og derudover tiltalte den de kunder, som synes en full-size SUV er lige i overkanten.

Sådan er det også med den nye V90 Cross Country, som egentlig kun er begrænset af de meget lidt terrænvenlige overhæng for og bag. Når det er sagt så er det sandsynligvis det bedste valg i 90-serien (XC90, V90 og S90). Cross Country-modellerne er normalt lidt mere fast affjedret, men her får du en længere affjedring, som gør den mere komfortabel. Sammen med et let styretøj så synes den blot at svæve over ujævnhederne. Okay, dybe huller og større ujævnheder finder stadig vej til sæderne, men generelt er den blødere affjedret end stort set samtlige stationcars på markedet, selv i luksusklassen. Den bliver aldrig en sportsvogn, med andre ord, så der er ingen grund til at snakke om indstyring — også fordi det ikke interesserer nogen, som er på markedet efter en Volvo V90 Cross Country.

YTo2OntzOjI6ImlkIjtpOjEzODYyMDI7czoxOiJ3IjtpOjMyMDA7czoxOiJoIjtpOjIyNjM7czoxOiJjIjtpOjA7czoxOiJzIjtpOjA7czoxOiJrIjtzOjQwOiI2MjUyYTI2NjYyZGRkY2U1ZWM2M2NhYThkY2E3YWYzMjhjODVkYjcwIjt9

BILER Superfast Ferrari

Det betyder ikke, at den ikke kan komme af sted, når du har travlt eller finder en interessant landevej. Faktisk er den blødere undervogn stort set altid bedre at køre hurtigt med, for når din tyske sportsvogn dirrer afstod over asfalten, så betyder det ikke, at den er sportslig. Det betyder, at den er alt for hårdt affjedret, fordi at virke sportslig. Men det som rystelser, bump og vibrationer betyder, det er, at du i det øjeblik har mindre gummi nede på asfalten og dermed mindre greb i underlaget. Den der stenhårde “sportsundervogn” fungerer fint på en racerbane, ligesom en billardkugle fungerer fint på et billardbord — men tril den så ned af den lokale sognevej og se hvad der sker. Den bløde undervogn fungerer også fremragende i is, sne og regn.

Så er der motorrummet, og det er ganske nemt med Volvo, for der er én motor på programmet, en 2-liters med fire cylindre, enten med 320 eller 254 hk når den kører på benzin, samt 190 eller 235 hk når den kører på diesel. Det er de samme motorer som findes i resten af 90-serien, så ingen overraskelser på den front. 190 hk er rigeligt, 235 hk er helt rigtigt. Den sender dig fra 0-100 km/t på 7,5 sekunder og til en topfart på 225 km/t.

deus-ex-machina-bel-air-1200-1-960x576

MC Lækkerier fra Deus ex Machina

Interiøret er også som V90, med den velvoksne touch-screen i midten, som kræver lidt tilvænning, og ikke altid er tysker-intuitiv, men som du efterhånden får styr på hvordan fungerer. Som altid i denne klasse er det nemt at sætte lidt for mange krydser på liste over ekstraudstyr, og listen over options er hverken kortere eller billigere end hos de tyske rivaler. Noget af det er essentielt, som luftaffjedringen, mens du sandsynligvis godt kunne undvære audiosystemet med surroundsound fra Bowers & Wilkens — men hvorfor skulle du? Så er der prisen på selve bilen, eller rettere, prisforskellen mellem den normale V90 og Cross Country-versionen, som er omkring 50.000 kroner. Den billigste version er D4 med manuelt gear til 694.000 kroner.

Indtil videre fås Cross Country kun med firehjulstræk. Om der kommer en version med forhjulstræk ved vi ikke endnu, men der er nok ingen tvivl om, at den ville hjælpe med at øge produktionen yderligere fra de 534.322 biler som Volvo leverede i 2016 — små 200.000 biler mere end i 2009, der var det sidste år før Geely overtog Volvo fra Ford …

 

Volvo V90 Cross Country D3

 

Motor 2,0 R4 turbodiesel

Ydelse 235 hk @ 4.000 o/min

Præstationer 480 Nm @ 1.800 o/min

Forbrug 18,9 km/l

Pris 656.900 kr.

PODCAST: VOLVO XC90

Er XC90 en tysk Volvo? Hvad skete der med Jönsson-bilen? Var alle Volvo’er olivengrønne i 70’erne? Og er vores biler ved at blive for sikre?

 

Svar på dette og meget mere, under denne køretur med Christian Frost fra Populær Mekanik og Jan Larsen fra Volvo Danmark i den helt nye Volvo XC90 TwinEngine. Samt på, om vi er ved at lave vore biler så idiotsikre at vi giver folks en undskyldning for ikke at være opmærksomme, når de sidder bag rattet…